Nærværende og energifyldte Hush – Mere end hvad et telt kunne rumme

Allerede 45 minutter før koncertens start havde folk samlet sig foran indgangen til Telt 1 på Tønder Festivalens plads. Telt 1 er et lukket telt med primært siddepladser. Hush skulle spille kl. 16:15, og da de åbnede for publikum kl. 16:00, blev pladserne hurtigt fyldt, og flere endte med at stå udenfor teltet.

Men det var ikke uden grund, at mange var kommet i god tid for at høre Hush. Hush skal nemlig ikke kun lyttes til; de skal opleves – og gerne så tæt på som muligt. Du får allermest ud af en koncert med Hush på tæt hold, hvor du kan se musikerne, deres mimik og ansigtsudtryk, når sangerinden Dorthe Gerlach med sin humoristiske storytelling gør sig relaterbar for langt de fleste blandt publikum.

Hvis du tidligere har oplevet Hush til en koncert, ved du også, at Dorthe ikke er bleg for at iføre sig modigt og festligt tøj. Denne eftermiddag var ingen undtagelse. I sin grønne dragt med flæser dansede og sang hun sig ind under huden på publikum med sin tilsyneladende fejlfri vokal og karakteristiske stemme. Der var et kæmpe overskud fra både hende og bandet, og det var næsten synd, at de skulle spille i et “lille” telt, hvor de fleste sad ned, og hvor aldersgruppen – nok af samme årsag – lå i den ældre ende. Men de, der stod op inde i teltet, stod bestemt ikke stille, og det var svært for mig selv at sidde stille på den stol, jeg havde fundet.

Hush trak fulde huse på Tønder Festival 2024. Foto af Helle Arensbak.

Hush er ikke kun ballader og skønsang.

Hush er en duo bestående af sangerinden Dorthe Gerlach og guitaristen Michael Hartmann, som spiller akustisk country-pop. De har eksisteret siden 1997, men det store gennembrud kom med deres single “If I Was” i 2001 og senere deres album “A Lifetime” i 2004, hvor det virkelig tog fart for duoen. Duoen består stadig, men det er Dorthe, der tager al opmærksomheden – og det gør hun med stor succes.

Selvom Hush er kendt for deres inderlige country-pop ballader, som de er exceptionelle til, er der også masser af energi i deres musik, og det var der fra start til slut i Telt 1. Det er derfor, jeg tænker, at de også havde gjort sig godt på en af de større scener, som f.eks. Open Air Scenen. Men lad os ignorere det for en stund.

Hush smed masser af energi, humor og overskud i Telt 1 på Tønder Festival 2024. Foto af Helle Arensbak.

Vigtigt budskab om livet som musiker og en rørt Dorthe Gerlach

Udover at brillere med en solid performance – både musikalsk og vokalmæssigt – fremhævede Dorthe også nogle vigtige budskaber, pakket godt ind i hendes skønne storytelling med humor, som gør hendes formidling nærværende og relaterbar.

Hush har ikke udgivet noget siden albummet Sand udkom i 2018. Det fik vi faktisk en god forklaring på. Dorthe fortalte blandt andet, at hendes bandmedlemmer heldigvis er glade for at turnere og spille deres musik, selvom de ikke tjener mange penge på det. Med et glimt i øjet sluttede hun af med at sige, at hun jo også skal leve, hvilket fik publikum til at le, hvorefter hun kvitterede med sangen “Do What You Love” for at understrege budskabet.

Senere, nok nærmere mod slutningen af koncerten, tog hun fat i problematikken med streamingtjenester og de hårde vilkår, musikere lever under. Hun opfordrede publikum til at blive ved med at støtte op ved at komme til deres koncerter og købe deres udgivelser i stedet for at streame deres musik.

Dorthe Gerlach havde vigtige budskaber med på Tønder Festival 2024, pakket ind i humor. Foto af Helle Arensbak.

Nogle af de sange, de optrådte med, var “That Don’t Make It Right“, som de startede ud med, og som er en af de mere kendte sange fra albummet A Lifetime.

De fortsatte med sange fra det kendte debutalbum, der sendte os nostalgisk ned ad “memory lane”. “Say A Little Prayer” blev sunget med overskud og leg med vokalen, hvilket var en fornøjelse.

“If You Go Breaking My Heart” blev præsenteret med en tilhørende forklaring på, hvorfor Dorthe har en hang til blodige mord og skrev det ind i sine første sange.

 “If I Was” er deres helt store radiohit og et nummer, der virkelig giver én lyst til at danse, især når Dorthe giver den gas med sine dansetrin og fortæller, hvor ligeglad man bliver, når man kommer over 40 år. Det er forfriskende, og man bliver glad i selskab med Hush.

“To A Better Place” blev fremført, hvor Dorthe lige inden inkluderede publikum på fantastisk vis. Vi mærkede virkelig sjæl og inderlighed, da sangen “Home” fra albummet Sand blev spillet – en sang, der handler om at give slip for at finde hinanden igen i kærligheden.

På et tidspunkt, efter en smuk solopræsentation, blev Dorthe Gerlach utrolig rørt over modtagelsen fra publikum hvilket også fik tårerne frem i mig, men hun formåede alligevel at skifte stemningen ved at sætte gang i sangen “For The Love of You”.

Hush gav to ekstra numre til stor begejstring for publikum, som nu stod op fra deres stole.

Hush kom, de så, og de leverede til stor fornøjelse for de fremmødte. Men jeg ville ønske, at de havde fået en anden scene, hvilket er det eneste, der trækker ned for mit vedkommende. Måske spiller min egen generationspræferencer også en rolle her.

Det var en rørt og glad Dorthe Gerlach der spillede i Telt 1 på Tønder Festival 2024. Foto af Helle Arensbak.

Se også

Infernalsk festaften i Vega

Med et nyt album og 27 års historiske hits i bagagen indtog ikoniske Infernal scenen i Store Vega lørdag aften til deres store Two Nights Only juleshow.

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...
spot_img

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her