“Bjarne! Bjarne! Bjarne!” lyder det taktfast fra den enorme mængde af festivalgæster, der alle har taget plads foran den store scene på Jailbreak Festival. På scenen hæver forsanger Whitfield Crane et plastikskelet i fangedragt over sig, og med sit ikoniske, skælmske smil udbryder han:
– “I don’t know what the fuck, you are yelling, but this is fucking great!”
Lad os slå det fast. Det er få granvoksne mænd, der kan bære baggy shorts, caps og skatersko uden en vis ironisk distance – eller en overhængende midtlivskrise under opsejling. Men i tilfældet Ugly Kid Joe må der gives carte blanche. For netop den uniform, som størstedelen af bandet havde valgt at iklæde sig, passer enormt godt til den uformelle og cocky vibe, som 90’er-ikonerne lagde for dagen. Vi hygger os bare, og i Cranes selskab er man både ekstremt godt underholdt samtidig med, at man føler sig tryg og passet på. Nu vinker vi. Nu hopper vi. Nu klapper vi. Nu skal vi synge med. Og sådan er det.
Og når flere tusinde mennesker klapper i takt, og rockhovederne på scenen synger sjove sange om at hade sin nabo, så opstår der et helt specielt fællesskab, hvor det meste kan ske. Som da Crane ud af det blå lader sig begejstre over, hvor meget folk på pladsen vasker hænder. Eller når endnu én i crowden får en thumbs up for en fed t-shirt eller kasket. Vi føler os alle set af Master Crane, der med sit rævesmil både indgyder autoritet og lægger op til kaos.
Oprør mod autoriterne
På en måde mindede han denne anmelder om Michael Bertelsen i de hedengangne Uaktuelle Nyheder. Dog med det smalle slips skiftet ud med en quirky band t-shirt, der ved første syn ligner en Mötorhead hyldest, men for det trænede øje afslører et pixeleret foto af den fængslede pornostjerne Ron Jeremy. Humor og oprør mod autoriteterne er, og har altid været, Ugly Kid Joes varemærke.
Bandet er vel-spillende og -syngende. Især trommeslager Cam Greenwood, leverer ekstremt lækker vokal ved siden af Cranes stadig stærke, raspy stemme. Et twin-lead setup mellem stiftende medlem af bandet, Klaus Eichstadt, og guitarspillende powerhouse, Chris Catalyst, fungerer også fremragende. Overskuddet er stort og humøret skyhøjt. Som da Catalyst under Goddamn Devil smider kasketten og afslører to plektre i panden som bittesmå djævlehorn.
Mike Squires groovy bas skaber en tung bund til Greenwoods groovy rytmer, og alt står snorlige på den musikalske legeplads, så ørehængerne fra især bandets to første albums lyder både vedkommende og nutidige. Samtidig er alles øjne på Whitfield Crane, der konstant er i kontakt med sit publikum. Let’s try this, lyder det igen og igen, og store som små får blink og smil fra frontmanden. Således også en kvinde med et plastik-skelet, der fra de forreste rækker ender i samtale med Crane.
– Does he have a name? Spørger Crane interesseret fra scenen. Og efter et længere tøven lyder det: Bjarne! fra kvinden. Og således får Jailbreaks måske første skelet lov til at crowdsurfe op mod scenen, sideløbende med en ung mand med djævlerødt hår, der tager turen over hegnet imponerende fem gange. Bjarne bliver installeret på scenen og taktfast hyldet mellem numrene resten af koncerten.
Tunge hop og store smil
Der bliver sunget stille fællessang til covernummeret “Cats in the cradle”, hvor Crane gentagende gange tysser på bandet for at lade publikums stemmer gjalde, og selvfølgelig bliver der hoppet igennem til storhittet “Everything About You”. I en grad, hvor det ikke er til at sige, om Fængslet i Horsens har fået sig en ekstra sætningsskade eller to.
En fornøjelig, skarpt skåret og velspillet koncert er ovre. Store smil over hele pladsen og en hjertelig afsked fra californierne, der virker som om, at de havde lyst til at tage Jailbreaks entusiastiske publikum med sig hjem i lommen. Alternativt er de meget velkomne til at komme igen en anden gang. Grimme eller ej.
