Det hænder at et ungt band træder på scenen, inden de er klar. Det skete på Jailbreak Festival, hvor S8nt Elektric sled en spinkel arbejdssejr hjem foran et velmenende publikum, der konstant vekslede mellem begejstring og medlidenhed.
For var de unge knøse og knøsinder fra Los Angeles mon overhovedet blevet booket, hvis ikke det var fordi, at guitarguden Slash’ søn, London Hudson, sad bag gryderne? Personligt konspirerer denne anmelder ikke, at det var sket. Og des mere ironisk skulle det vise sig at være, at unge Hudson brillerede ved et – i øvrigt hverken annonceret eller forklaret – no show. Bag trommerne sad i stedet den dygtige Trey Baker, der med kun en hånd og et finurligt fastspændingsaggregat på den anden arm, stilsikkert passede trommebutikken bagerst på scenen.
Frontkvinde Briana Carbajal var en hvirvelvind af skrøbelig teenage-energi, og med hyppige tøjskift til diverse heldragter, der vekslede mellem en blanding af DIY og haute couture, fyldte hun scenen som en barfodet hvirvelvind af krøller, glimmer, tatoveringer og ungdommelig je ne sais quoi. Stemmen og vildskaben mindede om en purung Gwen Stefani, men der var desværre no doubt om, at hverken stemme-registeret eller materialet endnu var på et niveau, hvor hun kunne mænge sig med de store drenge.
Take it easy
Helt yderst på scenens bundkasser kæmpede leadguitarist Niko Tsangaris sammen med bandets rytmeguitarist om at levere riffs og guitarlir, som befandt vi os på Sunset Strip. Tsangaris’ guitarspil er uden tvivl af skyhøj kvalitet, men undervejs i showet var teknikken så udfordret, at lydbilledet desværre åd det meste af hans mange soli, og begge guitarister måtte skifte fra trådløst til kabel undervejs i showet. Igen en påmindelse om, at bandet på scenen stadig var i gang med at samle erfaring.
Men hvad S8nt Elektric ikke havde i erfaring gjorde de op for i holdninger. Forkvinde Bri speedsnakkede sig gennem både budskaber om sårbarhed og usikkerhed. Om at tro på sig selv. Om at rejse sig, når man var faldet. I det hele taget en måske lidt for lang prædiken fra en ung kvinde, der selv havde tatoveret påmindelsen “Take it easy” på overarmen og til tider i øvrigt lignede et stykke råvildt fanget i en lyskegle midt på scenen. Ungdommeligt vid og overmod er charmerende. Til en vis grad. Hos de elektriske helgener virkede det desværre for påtaget.
Vi ses næste gang!
Jeg står atter forrest ved hegnet, når S8nt Electric om nogle år kommer retur – hvis bandet da ikke er imploderet i usikkerhed og nye, pludseligt opståede drømme inden da. Så håber jeg på melodier, der hæver sig over standardformlen, en mere trænet vokal, et nærvær med publikum, der ikke beror på catchy, tik-tok-venlige verbale udgydelser og ikke mindst et band, der har fundet hinanden og sig selv. Man siger at ungdommen er spildt på de unge. Jeg tror nu godt, at den her talentfulde flok kan nå derhen. Men det kræver erfaring og levet liv.
Og måske kan første erfaring være, at man ikke skal sælge sig selv ind til en professionel rockfestival med et kendis-navn, hvis man ikke kan levere, når det kommer til stykket.
