Fængslende og fandenivoldske skarn!


“Jailbreak kan I mærke os?!
” brøler den høje, skæggede sanger på scenen. Iført bowlerhat, flæseskjorte, Dr. Martens og ringe på hver en sortlakeret finger griner han diabolsk ud til en imponerende gruppe af mennesker, der har fundet vej til åbningsbandet på Jailbreak Festivalens anden dag. Et rungende brøl svarer den sortklædte sanger, og endnu et tonstungt og lyrisk flammende nummer udgydes til den begejstrede masse.


Skarnet mestrer genren dansksproget hård rock, og er forholdsvis nye på den danske scene. Så nye at det københavnske band denne dag spiller deres første koncert på jysk grund. På sin vis beslægtet med navne som Magtens Korridorer formår de alligevel at lægge afstand og være helt deres egne. Kvintetten er brutalt tight, sangene poetisk socialrealistiske og guitarsoloerne melodisk håndværk fra absolut øverste hylde.

Og det er også sanger og sangskriver, Danny Kroghly, og den dansk-amerikanske leadguitarist Gerogios Alevrofas, der står helt i front i både lydbillede og sceneoptræden. En optræden der er så overbevisende og dynamisk, at man ikke skulle tro, at der er tale om et orkester, der “kun” har udgivet musik siden 2020.

Skarnet spiller på Jailbreak 2024 i Horsens. Foto af Helle Arensbak

Smerte og perfektion

Kroghlys Skarns-persona er en rablende prædikant og provokatør, der synger højt om det, der gør ondt og skuer i vores liv. Smerte, længsel og frustration er til at tage at føle på, men samtidig serveret så elegant, at man som publikum bliver glad i låget af at skråle med på omkvædet i Provinszombie, der dystopisk lyder “Vi er allesammen fængslet i det fri”. Et budskab, der gentages som titlen på Skarnets andet fuldlængdealbum, der kom på gaden i 2023. Man føler med og tror på Danny, der stik mod sin litterære navnebror ikke lader til at holde af hverdagen, men dog deler passionen for de sortlakerede negle.

Ud over scenekanten kommer i den grad også “George” Alevrofas, der i lyd, teknik og allerhøjeste grad attitude perfektionerer og indkapsler hård, velspillet rockmusik. Den episke guitarsolo er svær at finde bedre repræsenteret end her. Det er riffs og melodier, der går i hjernen og hjertet, og Alevrofas leverer dem med en legende lethed, der tryllebinder.
Ikke et sekund står han stille på scenen, og med tungen flabet ude, sveden dryppende og det græsk-katolske guldkors svingende hen over brystet, har Danmark hermed fået sig en ny guitargud in spe.

Bassist Stig Buestad-Kjeldsmark åbner settets syvende nummer med en hjertegribende dedikation til “alle jer der blev most alt for tidligt i livet […] men som står her i dag med rank ryg og øl i bægeret”, hvorefter hittet Mælkebøttebarn, fra Skarnets første plade, Vinger til salg fra 2020, løfter sig mod de rå murer i Fængslet.
Mælkebøttebarn du kan klare dig overalt / Mælkebøttebarn du bryder gennem asfalt,” insisterer Kroghly bag runde, genspejlende brilleglas. Publikum skråler med, og det er meget tydeligt at se, hvordan sangens barske tema går direkte i hjertekulen på både unge og forældre.

Skarnet spiller på Jailbreak 2024 i Horsens. Foto af Helle Arensbak

Læser I med Copenhell?

Undervejs sørger backtracket for at levere perfekt kor til numrene, og det valg forstår denne anmelder simpelthen ikke. Med det overskud som Skarnet leverer live, burde de veksle lidt kræfter til live korstemmer, der både ville få de resterende skarnsunger på scenen længere frem og tilføje en dynamik til orkestret, der ville løfte live-oplevelsen til nye højder.

Selvom Skarnet er helt sine egne, kaster de sig over et cover. Med velsignelse fra d’herrer Kvamm og Sommer er det gået skarnsstreger i landeplagen Skrig det til træerne fra 2015 albummet Dobbeltliv af De Eneste To. Et modigt sangvalg, der med over 4 millioner Spotify-afspilninger af originalen godt kunne gå hen og være Skarnets vej ind på mainstream-scenen. Man har i hvert fald lov til at håbe, for deres version er fremragende, og endnu bedre live, hvor alle stemmer i salen gjalder – om ikke mod træerne – så mod fængslets mure.

I et inferno af guitar, trommer og drønende bas, slutter de fem skarn med hymnen om en Voldtaget Nattergal, og Kroghly tager en vanvittig sejrsrunde i pitten med en baby-mannequindukke med T-rex hoved højt hævet. Det ligner ganske sigende en blanding af Monthy Python og et mareridt, og man under Skarnet at fejre, hvad de kom for: De har i den grad indtaget Jailbreak, Jylland og Danmark.
Hvis ikke de får akut luft under vingerne i den kommende tid, er der ingen retfærdighed til. Læser I med her, Copenhell, myROCK og P6 Beat?

Se hele galleriet fra Skarnet på Jailbreak Festival her

Setliste:
S.K.Ø.R.
Du Som Er
Provinszombie
Skrig Det Til Træerne (De Eneste To cover)
Løgner
Smertedyr
Mælkebøttebarn
Voldtaget Nattergal

Se også

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...
spot_img
Jakob Egerup Edut
Jakob Egerup Edut
Journalist, musikelsker, pianist og ivrig koncertgænger. Egentlig en decideret musikalsk altæder, så længe den gode melodi er til stede, men mit hjerte banker kraftigst for de album, der stod i din fars pladesamling...

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her