Fredag aften var Tivoli omdannet til en nostalgisk tidslomme, da Chris Isaak og hans band indtog scenen i den nu 181-årige gamle københavnske have. Isaak, der er kendt for sin evne til at blande genrer som rockabilly, country og klassisk rock’n’roll, skabte en aften fyldt med både højdepunkter og øjeblikke, der ikke helt levede op til forventningerne.
Isaak åbnede aftenen med “American Boy”, og allerede her kunne man høre, at den 68-årige sangers stemme var svækket. Den manglende gennemslagskraft gjorde det svært at fange publikums opmærksomhed fra start, og det fortsatte i “Somebody’s Cryin’”, hvor musikken mere eller mindre overdøvede vokalen, og de højeste toner blev en større udfordring for Isaak. Publikum lyttede dog tålmodigt, og Isaaks taknemmelighed over for de fremmødte skinnede igennem, da han sagde: “Thank you for coming out to support live music”.
Med “Here I Stand” tog Isaak koncerten ud blandt publikum, bogstaveligt talt. Han bevægede sig langsomt gennem mængden med et stort smil og tid nok til at tage et par selfies undervejs. Selvom sangen i sig selv fremstod lidt uforløst, var det dog tydeligt, at Isaak nød den københavnske atmosfære, og hans varme kommentarer om byen blev modtaget med både latter og applaus fra det modne publikum.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Magisk og intim stemning
“Put Out Your Hand” bragte mere energi til scenen, og Isaak gav sit bedste bud på en onkel-guitar-dans, som både var charmerende og sprudlende, men det var med “Wicked Game”, at aftenens første store højdepunkt kom. Selvom hans stemme stadig bar præg af svaghed, lykkedes det Isaak at skabe en næsten magisk, intim stemning, som resulterede i store klapsalver fra publikum.
Med “Go Walking Down There” lovede Isaak rock’n’roll, men liveudgaven viste sig at være langt mere afdæmpet end forventet. Det ændrede sig dog med “Oh, Pretty Woman”, hvor den velkendte melodi fik Tivoli til at synge med, og Isaaks stemme fik for en stund sin ungdommelige kraft tilbage.
Aftenen bød også på mere introspektive øjeblikke, som da Isaak satte sig ned med sin guitar for at spille “Forever Blue”. Her blev han helt opslugt af musikken, og publikum fik lov at se en kunstner i dyb koncentration. Hans øjne var låste, og fingrene dansede over guitarstrengene, som var det en leg. Med den spanske charme i “Blue Spanish Sky” og Tivolis blå lamper skinnende i baggrunden, blev en magisk stemning skabt, og her var Isaaks stemme virkelig i topform.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Isaak Did a Bad Bad Thing
Efter en række sange, hvor Isaak bevægede sig fra det følelsesladede til det festlige, afsluttede han med et kraftfuldt encore. Iført et glitrende jakkesæt som en levende diskokugle gav han den fuld gas i “Baby Did a Bad Bad Thing”. Sangen blev bygget op som en kamp, der endelig skulle udkæmpes, og Isaak viste her sin evne til at forføre sit publikum med sin rå energi, som om han var 40 år igen.
Aftenen blev afsluttet med “The Way Things Really Are”, en stille, næsten ydmyg sang, der ved første øjekast kunne virke som en uventet afslutning. Men da Isaaks fingre rørte guitarstrengene, føltes det som om tiden blev sat tilbage til hans storhedstid. I det øjeblik blev minder vækket til live, og det var, som om Isaak og hans publikum blev transporteret tilbage til en tid, hvor musikken havde en særlig magt.
Trods aftenens ujævne begyndelse formåede Isaak at genoplive den tidløse skønhed, som har gjort ham til en ikonisk figur. Hans bemærkning “This was a magical night” fangede præcist den fornemmelse, han skabte. Det var en aften, hvor musikken ikke blot blev spillet, men genoplevet i sin fulde glans, og hvor både Isaak og publikum fredag aften fandt en fælles tidslomme at fordybe sig i.
Vil du se flere billeder, kan du klikke lige her!
