To sange var med til at ødelægge en ellers forrygende afsked med nogle af de store fra 90’erne. Ironisk nok var det Mr. Bigs største hits.
Til tonerne af Ramones-klassikeren Blitzkrieg Bop og måske Jailbreak Festivalens mest enkle backdrop – kun bestående af meterhøje røde bogstaver med bandets korte navn – entrerede de tre aldrende rock-notabiliteter, og deres nye trommeslager, scenen i Horsens.
Annonceret som afskeds-tour var der lagt op til nostalgi, sing-along og videreformidling af vigtig rock-nerve til næste generation. Det lykkedes i nogen grad.
Det californiske band, der blev dannet tilbage i 1988, kom skarpe og velforberedte. Afskeds-touren har allerede rundet de første 18 af i alt 22 europæiske koncerter, og det var et velspillende, tight og veloplagt orkester, der havde sat sig for at give Danmark en lektion i helt old school rock. Vi taler basgange der får underkæben til at droppe, knivskarpe tapping-soli på elspaden og tunge, groovy trommer. Dertil serveret Eric Martins stadig overraskende gode vokal, firstemmigt kor og et bagkatalog, der bød på alt det bedste fra en lang karriere.
Dygtigt og ekstremt kedeligt
Foran scenen var de unge rock-får i kilt, battlevest og eyeliner uden tvivl opsatte på at få mest muligt ud af denne eftermiddag i det østjyske, så både forsøg på moshpit og crowdsurfing indfandt sig hurtigt, mens energien fra de ivrige, ældre herre på scenen forplantede sig blandt publikum. Guitarist Paul Gilberts virtuose tapping blandede sig fornøjeligt med bassist og grundlægger, Billy Sheenans, løb på bassen, og på trods af at Sheenans hestehale nok sang på sidste vers, og Gilbert mest mindede om en revisor med ufrivillige tics i hele underansigtet, lagde koncerten meget overbevisende ud.
Men der er jo det med Mr. Big, at deres bagkatalog er solidt, tungt rockende, teknisk dygtigt – og ekstremt kedeligt. Ingen oplagte sing-alongs kom rigtig op at gynge, indtil momentet som hele Horsens havde ventet på. Without further ado strøg Hr. Stor og kumpanerne direkte ind i bålguitar-baskeren over dem alle, som en hel generation har brugt som effektivt soundtrack til teenage-snav og heavy-petting. To Be With You lød… forfærdeligt. Al perfektion fra indspilningen var forsvundet, Martins vokal havde givet op, Gilbert og Sheenan lignede nogen, der hellere ville være hjemme og se NFL og i en ynkelig omgang call-respons fik publikum lov til at synge klassikeren hjem. Men kun lige til øllet.
Bedre gik det ikke, da en uptempo version af Cat Stevens klassikeren Wild World, som Mr. Big fik givet en storslået genfødsel i 1993, fulgte i kølvandet. Martin var nu udstyret med en akustisk guitar, som han tævede igennem nummeret. Foran scenen blev der crowdsurfet videre, og oplevelsen endte i en jysk suppe af bløde toner, der blev jappet af foran et publikum, der kunne krydse endnu et live megahit af fra bucketlisten, men ellers virkede totalt fraværende.
Extreme-fælden
Og det er sgu synd, at Mr. Big-gutterne er blevet synonymer med lige præcis de to sange. For det var tydeligvis ikke dem, de var kommet for at spille. Den virtuose Sheenans kærlighedsbarn af en supergruppe kan alt muligt. Men at falde i samme fælde som heavyhovederne i Extreme, der også fik deres rock-karriere spoleret med en lumre og sødsuppede “More Than Words”, betød at Mr. Big i 30 år nu har været dem med de to ballader. Synd og skam, men sandsynligvis også bandets claim to fame til en større fanskare. Havde det ikke været for kyssenumrene, havde karrieren med tapping og groovebas nok været en del mindre gloværdig.
Med de to sjælere ude at systemet livede bandet op igen. Vi fik kantslag, walking bass fra denne skribents første møde med en såkaldt double-neck bas og masser af Gilbertske soli – både med og uden brug af plektre-monteret skruemaskine, men altid med grimasser nok til at være et helt show i sig selv.
Afslutningen valgte Mr. Big at overdrage til nogle andre af de helt store. Med The Whos ikoniske Baba O’Riley sluttede de skarpe musikere af med bravour og en stor kærlighedserklæring til Jailbreak, Danmark og alle de gode oplevelser, det havde haft her. Publikum returnerede kærligheden og kunne takke for en underholdende, men ikke prangende, koncert med nostalgi-afstikkere af ret tvivlsom karakter.
