Lørdag den 10. august indtog Jack White scenen på Syd for Solen-festivalen i Valbyparken, men desværre blev koncerten en skuffende affære, der aldrig helt nåede de forventede højder.
Med sin sædvanlige intensitet og rå energi forsøgte White at puste liv i sit publikum, men noget gik tabt på vejen, og det resulterede i en uinspirerende og rodet koncertoplevelse.
White åbnede koncerten med “Old Scratch Blues” fra sit nye album, mens han var badet i blåt lys – et ironisk farvevalg, der næsten symboliserede den stemning, der skulle præge aftenen. Desværre kom vokalen aldrig til sin ret, da den lød rusten og uskarp. Den aggressive guitar, der skulle bære nummeret, blev ikke hjulpet af en lydopsætning, der simpelthen ikke var gearet til Whites brutale stil. Resultatet var en uforløst åbningssekvens, der ikke formåede at fange publikum.
Rock-forladte publikum
Efterfølgende forsøgte White at fortsætte med flere numre fra sit nye album, blandt andet “That’s How I’m Feeling”, som ellers er en af de stærkere sange fra pladen. Men heller ikke her lykkedes det at skabe den nødvendige forbindelse med det rock-forladte publikum. White kæmpede med sin vokal, der ofte lød forhastet og usikker, og musikken føltes til tider som tilfældige strøg på guitaren uden retning eller formål.
Midt i koncerten kom et kort øjeblik af forfriskning med “What Done Is Done”, hvor White skruede ned for intensiteten og gav plads til et mere roligt udtryk. Denne pause fra det konstante bulder var tiltrængt, men desværre kunne det ikke redde helhedsindtrykket af en koncert, der aldrig fandt sin rytme.
Der var dog enkelte øjeblikke, hvor Jack White viste glimt af den kunstner, han er kendt for at være. “We’re Going to Be Friends” gav publikum en kærkommen mulighed for at synge med, og her mærkes en kortvarig samhørighed mellem scene og publikum. Men sådanne øjeblikke var sjældne, og da White nåede til en ultra forhastet version af “Lazaretto”, blev det klart, at koncerten for alvor haltede. Nummeret, som normalt er fyldt med dybde og dynamik, blev reduceret til en tynd omgang, hvor Whites vokal og instrumentering virkede ude af sync.
For lidt og for sent
Først mod slutningen, med “Steady, As She Goes” og den uundgåelige “Seven Nation Army”, begyndte koncerten at vise det potentiale, som publikum havde ventet på hele aftenen. Især “Seven Nation Army” lød fantastisk og fik endelig folkemængden til at vågne op. Men det var for lidt og for sent.
Jack White er en legende inden for moderne rockmusik, men denne aften på Syd for Solen viste en kunstner, der kæmpede mod både teknik og sin egen musikalske retning. Det var en sløj omgang, der aldrig blev helt god, men heller ikke helt dårlig – desværre langt fra det, man kunne håbe på.
