Torsdag den 8. august i Valbyparken var det, som om København havde besluttet sig for, at det skulle føles som en fredag. Fred again.. gik på scenen til Syd for Solen, og selvom det aldrig blev til fuld smadder, formåede han alligevel at levere en musikalsk oplevelse, der balancerede mellem det magiske og det jordnære.
Koncerten startede i mørket med et hvidt lys, der langsomt blev klarere, og en lyd, der langsomt voksede. Fred again.. lagde ud med “Kyle (i found you)”, hvor lyden af legende fingre på klaveret satte stemningen. Men allerede fra starten blev det tydeligt, at publikum, travlt optaget af TikTok og Tinder, havde svært ved at finde ro. Københavnerne, som var mere optagede af at snakke end at lytte, overdøvede næsten Freds forsøg på at synge.
Fred again.. kæmpede videre, selvom han havde svært ved at få et ord indført. Da han nåede til “Adore U”, fandt han endelig sit fodfæste. Smukt og stilrent fremført blev det et af de mere stille øjeblikke, hvor musikken fik lov at trække vejret. Men det var ikke før “Places to be”, at energien for alvor begyndte at bygge sig op. Her viste han sig som en vanvittig kraft bag sit keyboard, hvor han lod sin energi smitte af på hele Valbyparken.
Folkekoret var vanvittigt
Under koncerten forlod Fred scenen og bevægede sig ud på en mindre B-scene blandt publikum. Dette skabte en næsten magisk stemning, især da han spillede “Jungle” omgivet af lamper, der lyste op i natten. Folkekoret var vanvittigt, og for en kort stund føltes det, som om alle i Valbyparken var forbundet.
Det var dog med “Rumble”, at aftenen for alvor peakede. Fred vendte pulten om, så han stod front mod scenen, og dynamikken mellem ham og hans medmusiker Tony Friend var uovertruffen. Deres samspil var så stærkt, at det virkede ubrydeligt, og hele optrædenen herfra var et strømlinet stykke musikalsk kraft.
Hen mod slutningen præsenterede Fred again.. et helt nyt nummer, der endnu ikke er udgivet. Selvom det startede med lidt for meget snak fra publikum, udviklede det sig til et forfriskende stykke musik, der fik folk til at synge højere og højere. Først til sidst blev det næsten inspirerende, da musikken for alvor brød igennem.
Lod musikken tale for sig selv
“Leavemealone” stod som et syretrip af et nummer, vanvittigt og udfordrende, mens “Strong” blev et visuelt flot højdepunkt, badet i røg og hvidt lys. Men det var med “Marea (we’ve lost dancing)” og “Billie (loving arms)”, at aftenen nåede sin kulmination. Disse numre var som at træde ind i en himmelsk dimension, hvor musikken blev ubeskriveligt vanedannende.
Afslutningen kom med “Delilah (pull me out of this)”, en smuk afslutning, der dog efterlod en længsel efter den fulde smadder, man kunne have håbet på, både visuelt og musikalsk. Der var fyrværkeri på storskærmen, men hvorfor ikke i virkeligheden?
Visuelt var det hele lidt undervældende, men musikalsk var det overvældende. Fred again.. formåede at skabe en aften, hvor lyden (heldigvis) var det bærende element, og selvom publikum ikke altid var med ham, lod han musikken tale for sig selv.
