På trods af langtrukne pauser med øvelokale-stemning bragte Deep Purple rocken og nostalgien til Bøgeskoven, da de indtog Bøgescenen torsdag aften på Smukfest.
Det var en broget flok, der havde fundet sig til rette foran Bøgescenen for at se de legendariske rock-ikoner, Deep Purple. Alt fra børn til unge og voksne til ældre. Alle aldre var med. Kl 19.30 gik bandet på – lige på slaget, ingen stjernenykker her (som ved Earth, Wind and Fire Experience, som kom en halv time for sent..)
Deep Purple lægger hårdt og brutalt ud med hittet Highway Star og der er god energi fra starten. Noget, jeg synes er utroligt fedt, er, når man kan mærke at ældre bands stadig synes, det er fedt at spille. Det var tydeligt, det er nogle gutter, der har spillet sammen i mange år, og som nyder det.
Da storhittet Smoke on the Water kom på som anden sidste sang, forløste det sig i fællessang og folk fik den længeventede nostalgi-fest. Slutsangen blev et andet hit fra de gode gamle dage, nemlig Black Night. Under koncerten var der god kommunikation fra forsanger Ian Gillan, og der kom små anekdoter på bedste britiske stil – meget samme agenda Paul McCartney kører, når han lige skal have vejret.
Lidt for ensformigt og for meget øvelokale
Jeg synes, det var beundringsværdigt af de her gutter i slut 70’erne/start 80’erne, at de faktisk gav den så meget gas. Det kostede da også, da det krævede pauser af tre omgange ved at sætte guitarist og pianist til at fylde ud, mens Gillan fik pusten. Og selvom han fik pusten, var det ikke helt nok til at genvinde den vokal, vi kender fra de gamle numre. Han virkede meget anstrengt til tider, men jeg synes også, at han gjorde sit bedste, når han skrålede “Into the Fire”.
Men fair, stemmen er ikke det samme, som den har været, hvilket nok også forårsagede fraværet af det smukke hit “Child in Time”, hvor Gillans stemme jo er kendt for at gå helt amok. Jeg tror til gengæld også, at det var årsagen til, at de spillede mange af deres nye numre – altså, så Gillan kunne følge med. Ærgerligt for publikums side, da mange naturligvis kom for at høre the O.G. hits. Valget af numre resulterede desværre lidt i et ensformigt tempo.
Generelt, var jeg ikke den største fan af de her pauser, hvor der blev tæsket løs på guitarstrengene og piano-tangenterne. For folk, der ikke selv spiller musik, kan det hurtigt føles som om, man er fanget i et øvelokale. For andre, var det ren teknisk blær. Desværre, var der flere, der mistede interessen så snart de her pauser kom, men et kadeu til pianisten Don Airey, der bragte lidt humor med i puljen, skålede med publikum og fyrede en lille Mozart-trille af på vejen.
Alder bør IKKE stoppe musikken
Jeg er klar over nogle giver kritik for, at de er for gamle, at det var en “boomer fest” og at det var en “fest for plejehjemmet”. Jeg må simpelthen sætte foden på bremsen her, for vi har et problem.
Musik er IKKE et ungdomsfænomen. Musik er for alle. Og hvorfor skal vi diktere, hvem der er for gamle til at spille? Det er efterhånden et totalt velkendt fænomen, at de ældre musikere holder flere pauser og tager koncerterne i et tempo (fx Rolling Stones, Alice Cooper, Paul McCartney og AC/DC), vi ikke er vant til som publikum. Bevares, jeg er enig i, at pausesoloerne trak tænder ud – det kunne havde været gjort på en helt anden og mere effektiv måde, hvor publikum ikke mistede fokus.
Men jeg synes, vi som anmeldere svigter en generation, der lagde grobund for rocken, ved at kritiserer deres alder. Naturligvis påvirker de ekstra år ens ydeevne, det er jo logik, og jeg synes, at det i stedet handler om, hvordan de her koncerter udføres. For det kan lade sig gøre. Så om man bryder sig om, hvordan de leverer og udfører koncerten på, er en helt anden sag end deres alder.
Se billederne fra Deep Purple koncerten lige HER.
