Holly Humberstone leverede en øm og intim koncert på Stjernescenen onsdag aften på Smukfest, som satte gang i publikums følelser.
Sjældent sker det, at jeg som anmelder får æren af at komme helt op til hegnet ved scenen. Helt uden at skulle møve mig igennem en folkemængde. Kvinden, jeg stod ved siden af, var mildest talt forarget over “hvor fanden folk var henne”, og der var da også ret tomt, da Signe Lundqvist og Simon Jul præsenterede den 24 årige britiske alt-pop artist Holly Humberstone.
“Det her. Det vil man simpelthen ikke gå glip af!” Konstaterede begge værter. Og det havde de ganske ret i.
Med sine utrolig ømme, ærlige og melankolske sange fik publikum foran Stjernescenen en oplevelse, jeg inderligt håber de ikke glemmer lige foreløbig. For Holly Humberstone beviste, at hun er kommet for blive.
Fik følelserne til at sidde ude på tøjet
Bandet indtog scenen med det første nummer “Paint My Bedroom Black” på bedste Talking Heads manér, og det er en smilende og ydmyg Holly, der indtager pladsen foran mikrofonen med sin guitar.
Allerede fra starten er man ikke i tvivl om, at Humberstones vokal både er stærk, sikker og helt igennem øm. En vokal som frembragte tårer i øjnene og en klump i halsen hos undertegnet. Jeg vil ærligt vædde min gamle hat på, at selv det mest hårdføre og følelseskolde menneske ville blive bevæget af hendes stemme.
Heldigvis for både de forreste rækker og Humberstone kom der flere og flere til i løbet af koncerten, og jeg overhørte da også et par unge gutter sige til hinanden, at ‘hende der er sgu da egentlig meget god’. Og på mere kendte numre som “The Walls Are Way Too Thin” og “Falling Asleep At The Wheel” var der flere af det nytilkomne publikum, der sang med.
Mere live-erfaring
Man kan dog godt mærke, at Humberstone stadig er en ny-udklækket stjerne, som stadig har brug for erfaring på en scene. Hun gentog meget sig selv med “How are you, guys” og “thank you, guys”, og det klædte koncerten, da hun kom med en personlig fortælling om en savnet søster, der flyttede til Japan.
“I never expect anyone to show up when I’m abroad,” indrømmer Humberstone i slutningen af koncerten efter at have præsenteret sit band – der iøvrigt fortjener en kæmpe applaus. Man kunne mærke de nød at spille sammen, og det skinnede så meget igennem under hele koncerten.
Alt I alt var Holly Humberstone en sand fornøjelse, der fik gang i følelserne, og jeg glæder mig til at se hende udvikle sig som artist – og jeg spår gerne, at vi får en sindssygt stærk artist om et par år, som kommer til at være forrygende på en scene. For hun har altså hele pakken.
Se hele galleriet af de smukke billeder fra koncerten HER.
