AF BRIAN MOGENSEN
Ligesom sin 70 år gamle Fender Esquire er Bruce Springsteen også lettere ramponeret med tegn på slid og tyndslidt lak. Men lyden er unik, og navnet alene sender et klart signal om, at her er der tale om en af musikkens giganter.
USA er et land baseret på fortællinger – fortællinger om frihed og modsigelser, om det hårde arbejde i de fattige byer og livet udenfor den amerikanske drøm. Og en af amerikanernes bannerførere for netop disse fortællinger er Bruce Springsteen.
Tirsdag aften på Dyrskuepladsen i Odense trakterede han med en tre timer og 30 numre lang koncert, der i den grad var en hyldest til Amerikana og rock’n’roll. Springsteen har gennem et halvt århundrede været med til at forme genren, og det viste sig tydeligt fra de første strofer til det sidste ekstranummer.
Mængden af numre, der blev spillet, gav rigelige muligheder for at dække både større hits som Hungry Heart, Dancing in the Dark og Born in the USA, og et par gode håndfulde mindre kendte numre.
E for Ekspertise
Det efterhånden noget omfattende E Street Band var aftenens absolutte es. Både musikken blev behændigt leveret og ramte som regel alle de rigtige toner hos publikum, mens The Boss viste sig som en dreven veteran, når han gik ned blandt publikum i de første rækker og skabte oplevelser for livet.
Det er måske et letkøbt trick at give hånd og stikke sin mundharmonika i hånden på en dreng omkring de 10 år, men det virker. Det ved Springsteen godt. Det bliver aldrig leflende eller plat, og han har gjort det så mange gange, at det aldrig forstyrrer den følelse af, at oplevelsen virkelig er live. Noget som i stigende grad er en mangelvare hos nyere kunstnere, hvor sceneshows og danserutiner gør det svært.
Op med armene
For Springsteen og The E Street Band synes det hele legende let. Fra drillende trommeduetter til sang-og-saxofonspil og de helt store pompøse crescendoer får de det til at virke legende let, men aldrig indøvet eller rutinepræget. Hvilket også kan være en kunst.
På græsplænen foran scenen er det netop dét, vi musikelskere søger. Den oplevelse der udbreder og udvider musikken og tilsætter noget uventet, noget levende og nogle store armbevægelser. Tirsdag aften kunne de næsten ikke blive større.
Der er ingen tvivl om, at de alle er i deres rette elementer, og de er vitterligt med til at løfte rockmusikken til et nyt niveau, når det hele serveres med blæsere, strygere og kor, der alle er en del af den større helhed, anført behændigt af The Boss.
Ridser i lakken
Det var dog ikke en aften uden mislyde. Særligt under det længe ventede superhit “Born in the USA” viste Springsteens alder sig. Vokalen gennem hele nummeret er krævende, og det gik fint indtil omkvædet, hvor det var svært for ham at holde tonen gennem ordet “born,” og han efter et par forsøg måtte give op og lade publikum hive den hjem. Det var noget, publikum reagerede på med det samme. Der var ikke mange, der sang med, og hvad der skulle have været toppen af koncerten for mange, blev en lidt mudret oplevelse.
Det næste nummer i rækkefølgen var “Born to Run,” der ligeledes har mange lange vokaler, som Springsteen fint kunne holde, og det blev aldrig så skidt, at det ødelagde helhedsfornemmelsen. Det kommer heller ikke til at koste en stjerne i denne anmeldelse.
Kvalitet og kvantitet
For det var en fremragende, legende og meget kompetent indsats, der resulterede i en af de aftener, hvor man virkelig føler, at man har fået noget for pengene. Også mere end bare en lang koncert. Selvom tre timer er længe at stå op sidst på dagen, så gør det ikke noget, når kvaliteten følger kvantiteten. Og det skete så afgjort tirsdag aften.
Det blev bare aldrig den helt uforglemmelige aften, hvor man virkelig følte, at man havde fundet det ekstraordinære, der brændte sig ind i hukommelsen. Det var en skam, for alle ingredienserne var til stede, men måske også resultatet af, at barren bare er højere for musikere som Springsteen.
Vi forventer, at kæmperne kan nå højere end de almindelige dødelige.
Vil du se flere billeder fra den største koncert på Fynsk grund, kan du klikke lige her
