Skrevet af Jesper Albæk Poulsen
Alecia Beth Moore kan som regel under sit civile navn undgå større opmærksomhed, men da hun i år 2000 blev til Pink, så blev historien hurtigt en anden. MTV var god for Pink, for omkring årtusindeskiftet var der rigtig meget R&B på kanalen.
Som Eminem blev lanceret som den hvide superrapper, så skulle Pink også på banen som det hvide modstykke til Mary J Blige, Brandy and Monica og hvad de allesammen hedder. Rygterne vil vide, at griske pengemænd øjnede store muligheder for at profilere Pink som en kommende R&B-dronning, men at Pink selv var ganske ukomfortabel med disse udsigter. Hun havde selv helt andre præferencer. Bare kig på pladecoveret fra debuten “Can’t Take Me Home” og så til “Missundaztood” (næppe nogen tilfældig titel). Sikke et stilskifte (tak for det) og sikke en foryngelseskur nærmest.
Rygterne vil også vide, at Pink sagde fra – en svær ting i den branche for mange kvindelige kunstnere desværre – blev truet, blev mobbet, men stod fast og af resterne af den debuterende Pink, ja, så skabte Pink den Pink, vi kender i dag. Resten er historie…
Hun kommer!
Mange fans har i de sidste mange dage nok holdt vejret godt og grundigt. Særligt dem med billet til lørdag aftens koncert i Parken. Onsdag skulle Pink havde gæstet Schweiz, men måtte aflyse på selve dagen efter konsultation med egen læge. Mere røg der ikke ud af information.
Da Pinks store maskineri så fredag rullede forbi Parken til klargøring og en lastbil med merchandise trak håndbremsen foran Parken må der have lydt et lettelsessuk i flere hjem. Pink kommer! I Parken dukkede hun op ud af den gigantiske mund, der prydede scenesætningen øverst.
Hun tog et hovedspring ud i intetheden, og testede lige elastikken for enden af hendes fødder. Det skulle ikke blive sidste gang, at akrobaten Pink legede med tyngdeloven denne aften.
Forbandede astma
Lad os lige slå fast, at Pink undervejs lige hvæssede kløer efter Instagram-politiet, der i forbindelse med Schweiz-koncerten havde skrevet, at Pink garanteret ikke var rigtig syg, men nok bare havde brug for en pause.
Pink lod vide, at hun gerne ville se forfatterne til det hadske opslag bare synge én sang fra scenen med astma. Ja, Pink har astma, og hun bad så folk om selv at gange op i forhold til at fuldføre en hel koncert.
Denne stikpille retur faldt cirka ⅓ inde i koncerten, hvor Pink efterfølgende tog en dyb indånding og proklamerede, at ilt er en rar ting. Jovist rømmede hun sig og og hostede et par gange mellem numrene, men ikke noget, der fik indflydelse på sangenes gennemførelse.
En visuel oplevelse i særklasse
Hun skulle lige synge sig varm på åbneren “Get The Party Started” fra ovennævnte “Missundaztood”, men tog derefter samtlige stik hjem i de fire afdelinger, som koncerten var inddelt i. Lyden i Parken startede i øvrigt meget bastung, hvilket ikke var så klædeligt, men ret hurtigt kom der forbindelse igennem, sådan at Pinks vokal og instrumenter blev bedre afstemt. Det var sød musik i publikums ører, hvilket kun står mål med synssansen, for har man førhen været til en Pink-koncert, så ved man, at der er show for alle pengene.
Nu er Pinks koncerter ikke længere “bare” et Funhouse, men meget passende et karneval. Under den meget præcise titel Summer Carnival, så var der både masser af kostumer, fyrværkeri, konfetti, dans, jonglører, trampoliner, røgkanoner – alt sammen badet i alverdens lys. Sorry, men Coldplay er nærmest et loppemarked ved siden af, og det er nu ellers også ganske effektfuldt og fyldt med variationer.
En kunstner som Madonna blev nærmest sendt på pension her til aften – helt uden at have spillet. Pinks brag i Parken stadfæstede, hvad der har været åbenlyst længe. Pink har overtaget poptronen!
Sikke en velkomst
Når en fest lige er startet, så kan man jo passende lige hilse hinanden. Det gjorde Pink på “Raise Your Glass” og så var der ligesom lagt fra land til en lang stribe af popperler. Pink skålede og publikum skrålede. “Thank you, thank you, thank you” sagde Pink efterfølgende og pegede ud på hver enkel i Parken. Det fik dog til sidst ende med et “thank you all for being here tonight”. Havde hun fortsat skulle takke hver enkelt, så var hun næppe færdig endnu. Parken var proppet til bristepunktet og der var varmt som i en stegeovn.
Sommervarmen var til at føle indendørs, og de tætpakkede tilhørere svedte om kap med superstjernen på scenen. Anden afdeling startede med et prægtigt akrobatisk nummer, hvor Pink lavede luftakrobatik uden sikkerhedsline i en rebgynge, alt imens hun passende sang “Turbulence”. Det var ikke bare fantastisk, det var imponerede vildt. Sikke en præstation. Det kræver timing og præcision til perfektion, og når du så samtidig skal have splittet fokus på vejtrækning og sang… Jeg har sgu ærligt talt aldrig set noget lignende!
Slikmunden Pink
På vej ned på sikker grund igen, så gav pianisten sig til at spille en lidt omarrangeret version af en af sangene fra Pinks imponerende bibliotek. En gimmick fra show til show, hvor Pink har til opgave at gætte hvilken sang, der er tale om, inden han er færdig. “True Love” var aftenens svar, og så vandt Pink en god håndfuld slik i form af karameller og Maltesers. En veltilpas Pink var tilfreds med dagens sejr og udtalte, at dette slik var et egoistisk gode, for det deler hun ikke med sine børn.
Pianospillet lagde op til Pinks coverversion af Bob Dylans “Make You Feel My Love”, og så var der ellers lagt op til kysse-tv undervejs, som man kender det fra amerikansk sport involverende storskærme. Uvidende folk i fokus, der mere eller mindre frivilligt tog sig blidt snav – primært formodentlig med egen partner dog.
En storskærmsduet med Nate Ruess (Fun-forsanger) på “Just Give Me A Reason” og siden “F**king Perfect” og “Just Like Fire” fra soundtracket til filmen “Alice Through The Looking Glass” fulgte andet sæt til dørs.
En både sjov og rørende seance
Pink tog sig tid til undervejs af pjatte fra scenekanten (bl.a. med at lave sig bælgøjet) samt at interagere livligt med det nærmeste publikum. Hun kunne nærmest heller ikke andet, for der var mange, der havde gaver med. En frøbøllehat var blot et af de skøre påfund, men de faldt i god jord. Det samme gjorde Pinks autografer og signaturer, som blev uddelt på livet løs. Eksempelvis til en mand, der i aften havde jubilæum i form af, at hans koncert her til aften var nummer 50 med Pink. Godt skuldret!
Pink sang spontant alt fra fødselsdagssang til en blandt publikum ved navn Mandy. Derudover fik vi også et par strofer fra den enerverende børnesang Baby Shark. Den var dog heldigvis ikke så lang, men ganske sjovt alligevel. Derefter var der store følelser på spil. “Please Don’t Leave Me” fik flere par til at kysse, kramme og holde lidt ekstra om hinanden. Flere græd endda.
Tårerne kunne passende fortsætte, da Pink og guitaristen Jason satte sig til rette på barstole helt ud til publikum. Pink fortalte om det barske i at miste, og hun undlod ikke i at bemærke, at den kommende sang var særligt følsom. Dedikerede til sin far, som døde for tre år siden, men som Pink er overbevist om ville have været hans yndlingssang, hvis han dog bare havde hørt den. “When I Get There” fik telefonlysene på overarbejde.
De sarte toner og delikate tekst om, hvad Pink gør sig om tilværelsen i himlen, fik flere til at hulke og gemme ansigtet i hænderne. En understregning af, hvad musik også kan. Hvordan pokker hun kommer igennem den sang uden selv at knække, er mig en gåde. En af årsagerne må handle om IKKE at kigge ud blandt publikum…
Kæmpe sangkor og seneste hits
Den glade samlende stemning til genetableret, da Pink fortalte om hendes yndlingssang, da hun var en 12-13 år gammel. En sang, som her til aften fik det absolut største sangkor fra hele Parken. Intet mindre end 4 Non Blondes’ megahit “What’s Up” med sin velkendte “heeey”-fraseringer fik afrundet tredje sæt.
Fjerde sæt åbnede med “Try”, der taktfast spyede ild fra dysserne, mens Pink tog endnu en tur som akrobat. Denne gang i et hævet bur sammen med sine dansere. “Trustfall” og “Never Gonna Not Dance Again” fra den seneste plade var også at finde i denne afdeling, mens “Blow Me (One Last Kiss) var en af aftenens ubestridte højdepunkter – men dem var der altså mange af.
Slut, prut, finale på en magisk aften, hvor Pink understregede, at hun tilhører superligaen for udøvende musikalske artister. Hun er flabet, sjov, dødcharmerende, og så synger hun røven ud af bukserne. Her er tale om en kunstner, der laver hits ud af alt, hun rører ved. Ikke hits som flødebollerne og radiodarlings, der er programmerede og forudbestemte til kommercielle foretagende. Nej, Pink er den ægte vare!
En voksen Flying Superkid
Helt slut var det så ikke, for Pink kom som ventet ind på scenen igen og ispændte sig sit flyvende kit, der sendte hende som en anden Supergirl ud over og foran publikum i hele Parken. Der er altså smæk på, når Alecia drøner gennem luften og på et tidspunkt passerer direkte gennem en sky af konfetti. Det var lige før, at man havde hende mistænkt for at have landingstilladelse i Kastrup.
Noget andet der fløj, var tiden. Hvor blev de lige knap to timer af? En kombination af de stærke numre, det visuelle overflødighedshorn og så en god veksling mellem dybde og entertainment gjorde Pinks Parken til et sansebombardement af dimensioner.
Hvis du i dag møder en koncertgænger fra i går og spørger: “Nå, hvordan var det så?”, så skal du have respekt for, at det altså ikke lige er sådan at forklare. Jeg har prøvet gennem disse spalter, og det er blevet til en længere afhandling. Det er endda slet ikke sikkert, at jeg har fået det hele med. Jeg kunne også have fattet mig i korthed og bare skrevet “So What” og så sendt seks stjerner gennem æteren. Det er lige som det sammenkog, der står og blinker i neon her efterfølgende.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke her!
