I 2015 revnede Lenny Kravitz’ bukser til en koncert i Stockholm, hvor hele klokkeværket stod til offentligt skue. Lørdag aften på Tinderbox klokkede han i det igen.
Denne gang var det dog hans musikalske præstation, der faldt fra hinanden, og ikke hans garderobe. Selvom forventningerne var høje til rocklegenden, blev koncerten på Panorama-scenen et sandt mareridt af rodede lydbilleder og uinspirerede karisma.
Kravitz åbnede showet med “Are You Gonna Go My Way,” men det blev hurtigt klart, at vi var vidner til et musikalsk biluheld. Visuelt var showet en fest, men lydmæssigt var det en forfærdelig blanding af sjusket spil og dårlig lyd. Det hele fremstod som et kaos, hvor ingen rigtig vidste, hvad de lavede.
En rå start
“Minister of Rock ‘n Roll” og “TK421” gav et par minutters glimt af håb. Især “TK421” var et genialt øjeblik, hvor Kravitz’ fravær af guitar var både forfriskende og forførende og ordene TK421 skrevet på bagskærmen i takt med musikken, så publikum kunne synge med. Det var lige hér, at det musikalsk gav mening og den karakteristiske rå, kantede vokal virkelig kom til sin ret. Det var også her, at man fik lidt håb for 2024-albummet Blue Electric Light, der udkom tidligere i år.
Sange som “I’m A Believer” og “I Belong to You” var tamme og intetsigende, uden nogen gnist eller kreativitet, men vokalmæssigt lød den 60-årige rockstjerne, stadig som en på 30.
Fra dette punkt gik det kun ned ad bakke. “Stillness of Heart” og “Believe” var så dødssyge, at de mindede mere om en Torbens triste optræden på den lokal bodega end en koncert med en verdenskendt rockstjerne.
Kedelig kedsomhed og malplaceret melankoli
Kravitz’ vokal var træt og uinspireret, og det var klart, at hverken han eller bandet havde lyst til at være der. “Fear” var en test af tålmodighed med sin gentagne linje “We gonna take our time” – noget Tinderbox allerede havde fået rigeligt af, da Kravitz startede 20 minutter for sent.
Sange som “Low,” “Paralyzed,” og “The Chamber” fortsatte denne uinspirerede linje. Det var som om, Kravitz havde glemt, hvad det vil sige at engagere og begejstre sit publikum. Selv den ellers populære “Isn’t Over ‘til It’s Over” kunne kun lige løfte stemningen kortvarigt med en hæderlig vokalpræstation.
Men Lenny Kravitz var også en imponerende figur, og i de brede termer leverede Lenny Kravitz det rockbrag, som Tinderbox nok havde håbet på. Rastahåret blev kastet bagover gentagende gange, men fremad kom musikken altså aldrig.
Publikum på flugt og et skuffende farvel
Mod koncertens afslutningen kom sangen “Fly Away,” men det var ikke kun Kravitz, der ønskede at flygte. Publikum begyndte også at sive væk, tydeligt skuffede og frustrerede over rocklegenden.
Man forstår dem godt.
Da Lenny Kravitz kom til koncertens afslutningen, var der kun tid til ét ekstranummer, og det blev desværre den kedelige “Let Love Rule”, som var det endelige søm i kisten, på en uinspireret afslutning på en aften, der burde have sluttet meget tidligere.
Lenny Kravitz, der ellers har en imponerende karriere og har vundet flere Grammy Awards, leverede en koncert, som bedst kan beskrives som spild af tid. Lørdag aften på Tinderbox var en påmindelse om, at selv de største stjerner kan ramme bunden – og denne gang var det virkelig en bund, ingen ønskede at opleve.
Vil du se flere billeder, kan du klikke her!
