En eksplosiv entré satte tonen for den sene eftermiddag, da Marc Rebillet stormede scenen iført underbukser og en sort tanktop og i ren begejstring lavede et par vejrmøller. Energiniveauet var tårnhøjt fra første sekund, og publikum kunne allerede mærke, at de stod over for en oplevelse udover det sædvanlige.
Det første nummer blev skabt langsomt og nænsomt, som en kok, der tilsætter ingredienser lidt efter lidt. Det hele var improviseret, og det Tinderboxeske publikum var torsdag eftermiddag vidner til et geni, der udforskede sine egne grænser i realtid.
Folk stod roligt og smilede, tydeligt imponeret over Marc’s evne til at skabe musik ud af det blå.
Overgangen til næste improviseret nummer blev markeret med en, hvad der føltes om en evig, gentagelse af sætningen “Light it on fire”, og endnu mere energi blev hældt ud over publikum med et stort forbrug af CO2-kanoner.
Det var et show fyldt med overraskelser, ikke mindst da Marc crowdsurfede og kastede sig ud i publikum, mens han råbte “What the fuck is going on here?” og ”I’m gonna talk to you guys over here!”
Uplanlagt, men perfekt
Mens Rebillet crowdsurfede opstod der et uventet øjeblik, da en fyr i mængden råbte fodboldsangen 4-4-4-4-0, som fik hele teltet til at bryde ud i en roligans fest, som fik Rebillet selv til at gå amok og råbe med så godt han kunne på det bedste danske sprog, han kunne lære på få sekunder.
Det var et af de øjeblikke, der var uplanlagt, men perfekt timet.
Nummeret havde potentialet til at blive Danmarks nye nationalsang – dog kun hvis hele nationen var på euforiske stoffer og en lille promille på samme tid. Han åbnede en øl og optog lyden, før han kastede den ud over den forreste række.
Moshpit – “be fucking nice to each other”
Det hele kulminerede, da Marc fandt en badekåbe blandt publikum og tog den på, som om det var det mest naturlige i verden. Musikken stoppede brat, og med et stift blik mod publikum, sagde han dét ord, som alle vagter på en festival frygter: ”Moshpit”. Dog med den beroligende besked: “Be fucking nice to each other.”
Desværre var der også øjeblikke, hvor energien faldt. Musikken mistede flere gange sin rytme, og det krævede en genopbygning af den energi, der allerede var opnået. Marc’s improvisatoriske stil er både hans styrke og svaghed – nogle gange savnede man de mere velkendte numre som “Your New Morning ALarm” eller “I’m A Flamingo”.
Da koncerten nærmede sig sin afslutning, blev stemningen næsten romantisk, men også en smule kedelig. Teltet blev halvtomt, men lige da man troede det skulle slutte på bunden skete der noget ekstraordinært.
Frem på scenen gik han og fortalte, at det næste (og sidste) nummer ville være en de kendte. Den energiske, vilde og frække ”Girl’s Club” blev spillet til stor begejstring og teltet gik amok i ren forløsning.
Marc Rebillets optræden på Tinderbox var en uforudsigelig og energifyldt oplevelse, præget af hans unikke evne til at engagere publikum. Det var musik i klaskehøjde, men uden kritikken. Det var samtidig en fest uden lige, hvor improvisation og manisk energi gik hånd i hånd.
