Rival Sons gav publikum på Copenhell en gedigen omgang old school rock fredag eftermiddag på Copenhell. Vild vokal og tight band men meget klassisk
Sen eftermiddag fredag på årets Copenhell havde Rival Sons fået til opgave at sparke gang i det lidt trætte festival publikum. Der var da også godt fyldt på bakken foran Helviti scenen, hvor folk gav benene en velfortjent pause. Bandet befinder sig lydmæssigt i den lette del af årets musikprogram, med deres sydstatsinspirerede rock n’ roll.
En sikker tur igennem 1970’erne
Rival Sons er på mange måder lyden af fortiden. Mere præcist 1970’erne. Er man fan af den periode er der stor sandsynlighed for, at man ville have nydt koncerten. Selv har jeg nydt mange igennem tiden. For Jay Buchanen leverer altid vilde vokalpræstationer, med lige dele råhed og følelse af, at man er blevet hevet ind i en kirke, hvor han er prædikanten. Og hele bandet spiller super tight. Og så er der selvfølgelig Scott Holidays lækre guitarrifs og -soloer.
Eftermiddagens en time lange koncert bød på flere kendte numre fra bandet. Preasure and Time bød på en form for percussion jam (hvem elsker ikke koklokke på Copenhell). Torture trak det hele tilbage til deres roots rødder og ledte til fællessang. Store dele af eftermiddagens sætliste bestod af numre fra bandets tidlige og efterhånden relativt gamle plader. – Fx. Electric Man, Keep on Swinging og Secret. Det er da også de, der er mest kendt og de skal have ros, for at vide at et godt festivalset ikke nødvendigvis består af nye numre, som kun de mest inkarnerede fans kender.
Jay Buchanans vanvittige stemme
Som sagt har Jay Buchanen alle dage leveret vilde vokalpræstationer. Men de er ikke så vilde som de plejede at være. I dag virkede det som om frontmanden, med de bare tær, skulle kæmpe noget mere for det. Nummeret Manifest Destiny Part 1, der plejer at være fast indhold, var også udeladt. Men det virker samtidig også forkælet at kritisere Buchanens stemme. For den var vild. Og den sætliste der var sammensat komplimenterede den virkelig godt. Men det havde klædt koncerten, hvis der havde været plads til en af de mere stille numre, hvor hans stemme virkelig får plads. Når rocktoget kører med 200/timen mister man til sidst fornemmelsen for fart. Der havde det været fint lige at gøre et stop på sjælerstationen.
Vil du se flere fotos fra koncerten? Så klik her
