Limb Bizkit leverede torsdag aften på Copenhell en festlig men fjollet og rodet affære af en koncert, der trods bandets alder kun varede en time, hvoraf bandet kun spillede rundt regnet 30 min med egne sange. Resten gik op i covers og snak
Nu Metal har I årevis været noget mange metalhovederne ikke offentlig ville indrømme at de havde skreget med til for fuld skrue. Men det blev der bestemt lavet om på torsdag aften på Helveti på Copenhell. Og for den her skribent, der er født i ’88 og i sine teenage år ofte sneg sig ind på storebrors værelse og lånte cd’er, var det en koncert der var blevet set frem til. Men er også blevet så voksen at den ikke skulle overværes fra pitten – hvor det gik amok.
Fred Durst og company lagde solidt fra start med Full Nelson, Hot Dog og Rollin’. Sidstnævnte fik hænderne til at flyve i vejret og fællessangen til at gå amok blandt publikum. Pitten så ud til at eksplodere. Og det var da humoristisk da DJ Lethal bagefter sneg lidt af Proud Mary ind. Fordi “hey! Der bliver synger rollin’ i begge”.
Alt for meget fjollet fyld
Det var bare som om Fred Durst havde rigtig travlt med at snakke. Bevars. Det fungerede godt indimellem til at få fyret op for publikum. Men det virkede også lidt som om det var for at trække tiden. Og det kombineret med at smide numre som Careless Whisper og Come As you Are in i mixet, fik det bare til at virke super rodet. Stor fællessang ja, men nu var vi vel ikke kommet for fællessang i karaoke stil – Så havde en tur ned til den famøse Biergarten vel fikset det behov.
Når bandet spillede deres egne store hits var det virkelig fedt. The Who coveret Behind Blue Eyes, eller som en bag mig skreg “Det er den med Halle Berry!” (yes det var tiden med Boogielisten hvor alle stadig så musikvideoer) fungerede fremragende som stor fælles sjæler. Der blev danset tæt rundt omkring. Både blandt hvad der lignede nye romancer og grupper på 5 granvoksne mænd. Det kunne bestemt noget. Ikke mindst fordi det er et cover bandet selv har udgivet.
1999 er langtfra 2024
Da Durst proklamerede “Let’s party like it’s 1999”, året hvor de spillede på den katastrofalt dårligt planlagte Woodstock og som endte med en totalsmadret scene, festival og rapporter om hundredvis af overgreb, virkede det rent ud sagt tonedøvt i 2024. Men med hans opfordring til kvinderne om at crowdsurfe og at her ville de være trygge fra klamme berøringer, virkede til at Durst er blevet klogere med alderen og indser at hvad der bliver sagt på scenen, faktisk har en betydning for publikums opførsel.
Man skulle forvente at et band der har 30 år på bagen, ville kunne formå at have sange nok til at kunne spille en time på Copenhell. Måske ved de fra erfaring at publikum kun kender deres allerstørste numre. Og dem fik vi da også. Koncerten skal have 3 stjerner for den store fest og fordi at bandet faktisk spillede fedt og tight. Men ud fra premisen om at det var en Limp Bizkit koncert og ikke en fest nede i Biergarden skal den have 3.
Vil du se flere fotos fra koncerten kan du klikke lige her
