Trods en hverken perfekt sætliste og dårlig scenekonstruktion, så sætter en af metallens founding fathers en stor fed streg under, hvorfor vi fortsat færdes til deres koncerter.
Lyset tændes på fuldt blus i Parken til starten af “It’s a long way to the top (If you wanna rock ‘n’ roll)”. Der responderes straks med et jubelbrøl, og alle på tribunerne rejser sig prompte. Forventningsglæden er ikke til at lægge skjul på. Nu skal metallens største legender indtage scenen.
Bandet man har hørt lige siden man var ung. Folk krammer, står med hænderne på skuldrene af hinanden, og et hav af mobiler vælter frem, mens Metallica vandrer ud fra omklædningsrummet i Parken gennem midtergangen til scenen, som er tæt pakket med vagter og omringet af et hav af kåde Metallica-fans.
Hvis det ikke er superstjerner på højt niveau, jamen hvad er så? Jeg tror aldrig fodboldlandsholdet har fået en så euforisk og hjertevarm modtagelse i Parken, som metallens helte fik denne aften.
Et eksplosiv udlæg
Showet skal jo selvfølgelig, traditionen tro, spilles ind med “Ectasy of Gold”. Metalheltene står klar i kulissen. Modsat fredagens show, så lægges der i aften mere hidsigt fra land, da der blæses til start med en af de gamle hurtige thrash-hits i form af “Whiplash”, og publikum rives straks med.
Herefter skiftes der over til “For Whom the Bell Tolls”, som publikum straks genkender og alle hænderne ryger i vejret fra hele salen. Efter publikum er godt spist af med storklassikeren, slår Metallica over i Ride The Lightning, der ikke har publikum med på samme niveau, men det er en slagkraftig udlægning.
Især da den bliver fulgt op med “King Nothing”, hvor Hetfield’s vokal skærer flot igennem, og lyder utrolig sprød.
Alle gode ting kommer har en ende…
Der tages nogle yderst mystiske beslutninger denne aften. Vi skal, lidt forudsigeligt, have Rob & Kirk til at spille Rabalderstræde. Noget jeg har frygtet, at de vil gøre i aften, og det er altså pinagtigt, at de gamle veteraner atter tyer til dette dårlige cover af Gasolin-klassikeren for billige points.
Mere ærgerligt bliver det, når de spiller den instrumentale langgaber “Call of Ktulu” efterfulgt af “The Unforgiven”, og selvom sidstnævnte er en fantastisk sang, så har den ikke samme fede klang live. Hetfields vokal bliver til lidt af en country-basker vokal i live-versionen. Denne uhellige treenighed afrundes så med en af “72 seasons” helt store navlepillende sange, “Inamorata”. Her tabes publikum virkelig! Der er en pæn udvandring i salen, da folk skal hente fadøl og på toilet. Det føles virkelig som om, at der blæst til halvleg i parken.
Hvad der heller ikke spiller denne aften er selve scenekontruktionen. For ofte må halvdelen af salen føle sig en anelse ekskluderet fra festen. Her vil det være klædeligt hvis bandet konstant var i bevægelse eller der bare var en anderledes scenekonstruktion.
Det er også bare tosset, at de eneste der konstant kan føle sig som en del af festen, er dem, som står i Snakepit. Det er særligt toneangivende i de momenter hvor Hetfield, Kirk og Rob, alle sammen vender fronten mod snakepitten. Det er helt ligesom at være med til en fest, som man ikke har en invitation til.
Når enden er god, så er alting godt
Efter den lidt krampetrækkende halvleg er overstået, bliver der blæst til hit-kavalkade med startskud i form af thrash-hittet “Battery”, som straks får publikum op på dupperne igen. Herefter kommer aftenens helt store moment for mig, hvor de spiller “Moth to Flame”. For første gang anvendes alt pyroen, som er i gulvet på hele den runde scene, og Hetfield lyder det bedste han har gjort hele aftenen.
På trods af at sangen ikke er blandt mine personlige favoritter, så bliver den leveret velspillet og i flot forenelighed med det visuelle. Herefter slår de over i “One”, hvor pyroen anvendes til fuld effekt. Forudsigeligt, så skal aftenen blæses af med megahittet “Enter Sandman” og badebolde, og publikum svælger sig i nostalgi, og skråler med på omkvædet.
Selvom ikke alt er perfekt denne aften, så får de efterhånden aldrende herrer stadfæstet, at deres bundniveau simpelthen er ufatteligt højt og de momentvis stadigvæk kan ramme topniveauet.
Det er altså mere end hvad der kan siges om mange af de andre legender fra metal- og rockverdenen. Der er en grund til, at Metallica får den heltemodtagelse, som de gør i parken, og en grund til vi alle stadigvæk færdes til deres show.
De er et levende bevis på at alder er blot et nummer.
