Metallica mistede deres dynamik og nærvær i Parken

Inden danske Lars Ulrich og resten af bandet indtog den runde scene placeret midt i Parken, strømmede musikken af Ennio Morricones “Ecstasy of Gold” ud af højttalerne. Alt var i virkeligheden, som det plejer. Den sang har bandet benyttet som intro siden 1983, og det gjorde de også fredag aften. Det gør de nok også søndag aften. Men alligevel føltes fredag aften en smule anderledes.

Koncerten bestod af i alt 15 sange og varede i omkring 120 minutter. Den startede med 1984-sangen ”Creeping Death” efterfulgt af 1988-sangen ”Harvester of Sorrow”, men lad mig starte med at tale om elefanten i rummet, når det gælder koncerter i Parken. Lyden er hørt bedre, men lyden er så sandelig også hørt meget, meget værre. Så i den forstand er det overraskende positivt. Desværre kom James Hetfield skævt ind på både ”Hit The Lights” og ”Leper Messiah”, men det gjorde de erfarne rockmastodonter hurtigt op for.

Uheldigvis for Metallica virkede det til, at publikum ikke havde særlig meget lyst til at være der. Kun ved sangenes start og slutninger kom der lyde fra det øldrikkende publikum, og under de nye ”72 Seasons” og ”If Darkness Had a Son” var publikums entusiasme svær at se og høre. I det mindste lød Hetfield her utrolig skarp og veloplagt.

Spild af plads

Normalt er jeg stor fan af scener, der er placeret midt i spillestedet. Jada gjorde det i Royal Arena, til april næste år gør Billie Eilish det, og fredag og søndag gør Metallica det i Parken. Desværre for Metallica fungerede deres enorme scenekonstruktion ikke særlig godt. Pludselig forstår man de folk, der brokker sig over vindmøller i horisonten. For de meterhøje otte søjler spredt ud over menneskemængden føltes mere som spild af plads. Øverst placeret på søjlerne er både lys, lyd og en buet storskærm.

Det betød, at lige meget hvor du kiggede hen, var der en del af en søjle, der blokerer udsigten mod scenen. Den runde scene gør det muligt at komme rundt til publikum i alle spillestedets afkroge, men ej heller dette udnyttede Metallica under koncertens første time. Der bevægede de sig hovedsageligt mellem de samme to steder på scenen. Hvorfor man ikke har valgt en scene, der roterer, er et godt spørgsmål.

Mens Lars Ulrich og James Hetfield tog sig en kort pause, jammede Kirk Hammett og Robert Trujillo på scenen til en nyskrevet sang med titlen ”All Nighter at the Hong Kong Bar”, men bare rolig. Det var ikke en rigtig sang. Det var til gengæld den smukke ”The Day That Never Comes”, hvor bandet i starten af sangen aldrig har lydt bedre efterfulgt af instrumentalnummeret ”Orion”, hvor rockbandet endelig fik smadret lyden til dimensioner.

Parken vågnede – endelig!

Efter over 75 minutters underholdning var det tydeligt, at publikum var hungrende efter en Metallica-klassiker. Publikum ville så gerne kunne give slip på hæmningerne og være i ét med det band, som de har brugt tusinde kroner på at opleve to gange over en weekend – og endelig kom den. Bandets ikoniske ”Nothing Else Matters” fik publikum op fra deres sæder og lyset i telefonerne tændt, så de alle kunne kapre dét øjeblik, hvor Metallica-koncerten fredag aften faktisk var pengene værd. Parken var endelig vågnet og kastede håndtegn og headbangede som aldrig før til lyden af hittet ”Sad But True” samt den overraskende friske ”Blackened” og ”Fuel”.

Under megahittet ”Seek & Destroy”, der dog endelig kom i gang efter lidt tekniske udfordringer, blev der kastet massive badebolde ud til publikum, hvor flere uventet blev fældet af en badebold, der kom flyvende bagfra. Selvom det er en sjov gimmick, er det her også nødvendigt at nævne bandets manglende dynamik.

Talent og erfaring

Det var nemlig et gennemgående problem, og det er klart, det opstår, når den store runde scene er SÅ stor, at bandmedlemmerne kommer langt væk fra hinanden. Koncerten sluttede med megahittet ”Master of Puppets”, hvilket på en måde er meget beskrivende i forhold til Metallicas koncert fredag aften. De virkede nemlig som nogle, som bare kørte på rutinen – som dukker – om man vil.

Lars Ulrich er vokset op ved Svanemøllen, et kvarters tid fra Parken, men alligevel føltes det ikke som noget særligt, da han tog sine musikalske kammerater med hjem at lege. Tværtimod føltes det så ligegyldigt og på en måde malplaceret. Nærværet, den brutale hårdhed og det musikalske energipust, Metallica plejer at stå for, var pist væk. Deres bundniveau er ekstremt højt, og Metallica er og var gode fredag aften, ingen tvivl om det.

Trods et par tekniske problemer og et publikum, der ikke altid var helt med på noderne, leverede Metallica en solid præstation. De erfarne rockere viste endnu engang, hvorfor de stadig kan trække tusindvis af fans til deres koncerter. Måske var der mangler i dynamikken, og måske var scenekonstruktionen ikke optimal, men i sidste ende blev det en aften, hvor Metallica stadig formåede at demonstrere deres talent og erfaring.

SETLISTE: