End ikke et yderst velspillende band, en scene fuld af vanvittige effekter og en fuld sal i Musikhuset Aarhus kunne hive den samlede oplevelse op på mere end en lunken to’er.
Den rå stemme var nærmest væk, og de i forvejen naive tekster om at være ung, fræk og smart-i-en-fart klarede desværre ikke tidens tand i munden på den 75-årige afdankede legende.
For der var ellers lagt op til fest i en udsolgt sal. Godt nok den slags fest, hvor halvdelen har taget pæn skjorte på, og insisterer på at sidde nydeligt bænket, mens den anden halvdel er din akavede onkel Allan. Du ved, ham med battlevest, hestehale og måne, der i dagens anledning har taget lidt for meget af kærestens eyeliner på. Og præcis som forventet stillede halvdelen af salen sig op, da to sortklædte ‘pestlæger’ ringede aftenens koncert ind i Aarhus. Resten af showet trænede salen en sær konsensus-leg om enten at stå op eller sidde ned samtidig.
Skrigespader fra øverste hylde
Fra scenen bakkede et fantastisk band The Godfather of Shock Rock op. En forrygende treenighed af hvinende seksstrengs-krigere gjorde konstant udfald mod publikum. Tydeligst den allestedsnærværende Nita Strauss, hvis virtuose spillestil, blændende smil og kække attitude fængslede publikum. Men også guitarlegenden Ryan Roxie med fjer i hatten, og den lidt mere anonyme Tommy Henriksen, der i bedste Crossbone Skully-stil lignede et fraklip fra Pirates of The Caribbean, leverede skrigespader fra øverste hylde.
Men Alice, Alice, Who the fuck is… Som en skygge af sig selv tussede rock-elegantieren rundt. Både stok og hæshed har altid været et adelsmærke hos sangeren, der engang lød navnet Vincent Furnier. Nutildags virkede begge dele som en nødvendighed, og især stemmen kunne ikke mere. Det lod sig især bemærke på kæmpehittet Poison, hvor backup-sangerne reddede den shock-rock royale røv op til flere gange. Den gnist og kraft, der engang overbeviste os om, at Mr. Cooper ikke var nogen Mr. Nice Guy var forsvundet. I stedet fremstod amerikaneren som en hyggelig onkel morfar, der hverken blev farlig af at komme i spændetrøje eller få en levende pythonslange slynget rundt om nakken.
I stedet blev chokkene forsøgt leveret med et meterhøjt uhyre, der kom valsende over scenen, mens det desværre var Hr. Cooper selv, der på bagskærmenes nådesløse nærbilleder mindede mest om Frankensteins monster. Helt efter bogen blev en guillotine også kørt i stilling, og hvor andre ældre ægtepar hygger sig med sudoku og skærekage, lod Alice for Gud-ved-hvilken gang Fru Cooper dekapitere ham på scenen, så publikum kunne fornøjes ved synet af hans afhuggede hovede i fruens usømmelige varetægt.
Fri os fra den virkelige verden
I en tid, hvor vi højlydt debatterer kvinders vilkår i musikbranchen, kunne man godt få den dyre Musikhus-fadøl galt i halsen, når morfar Alice både gav en kvindelig mannequin-dukke en endefuld og uddelte pisk á la Indiana Jones til en danserinde, der blev lidt for nærgående. To yngre kvinder foran scenen udviste dog rå mængder af samtykke, da de både blev nusset i håret af Coopers læderbehandskede hånd og blev kildret på kinden med en ridepisk, der senere blev kastet ud blandt publikum som en aparte bdsm-souvenir til kaminhylden.
Alice Cooper hører en anden tid til, og det var faktisk ikke uklædeligt på en aften, der ellers var særdeles blottet for kant. Publikum ville tydeligvis gerne henføres til tidligere årtiers frigjorthed og forsimplede kønsstereotyper. Omend blot i de 90 minutter, hvor vi sammen kunne klæde os ud, skråle med og befri os fra den virkelige verden sammen med Alice & Co.
Og mens min sidemand udstødte et indestængt gab og scrollede gennem feedet på sin smartphone, ringede en insisterende klokken ind til ekstranummer. School’s Out tordnede gennem salen, og Coopers sorte prins var nu forvandlet til en næsten cabaret-agtig skikkelse med hvid høj hat, stok og ditto svalehale. Konsensus-legen peakede med alle mand i salen oppe at stå, taktfast klappen og fællessang til et intermezzo af Pink Floyds Another Brick In The Wall. Med rabalder, konfetti og et hæst “May all your nightmares be horrendous!” fik publikum fri kl. 21.45, og det var ikke et øjeblik for tidligt. Endnu en legende kunne krydses af på listen, men desværre med et vemodigt og tandløst farvel helt uden det, der lignede chokeffekt og kuldegysninger.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke lige her!
