Af Simon Bojsen Maegaard
Et gennemblødt publikum fik en fængslende forestilling med mange farver på paletten, da Benjamin Hav og hans potente blazerklædte artister tryllebandt publikum i en skøn blanding af nostalgi, performancekunst og tivoliseret scenografi.
Den musikalske fremstilling var skæv og mangefacetteret, men på ingen måde kompromitterende hvad angår kvaliteten. Publikum blev vidne til en moderne cabaret stilsikkert orkestreret af gule mænd i kedeldragter under broen, hvor publikum trodsede mudderpløret i smadrede sneakers.
Inden “familien” indtog scenen, samledes de syv medlemmer i en rituel rundkreds bag scenetæppet for at gøre deres benøvelser og ryste kroppe og sind sammen. Klædt i beige og brune stramtsiddende jakkesæt og forkortede bukser, så sokker og sko blottedes, kunne man fristes til at føle sig hensat til en Olsen Banden-film med syv Benny’er. Hele crewet bag scenen, inklusive stage manageren Mikkel Nielsen, var iklædt orange kedeldragter, hvilket tilføjede en farverig kontrast til det højtideligt klædte ensemble. Hav og familien er dybt afhængige af hinanden og ligeværdige i al sin ejendommelighed fra saxofonist til de gule kedeldragter, som styrede alt fra lyd til lys og skabte en intim og professionel ramme omkring forestillingen. Man følte på en måde, at man var tilbage i børnehaven – bare i et eksponeret festivalsetup, hvor lige børn (i form af halv unge voksne) leger bedst.
Sammenhæng i alt fra koreografi til kreativitet
Da scenetæppet bestående af en orange front med tre kolossale kighuller endelig faldt i tredje nummer, blev publikum mødt af en manege, hvor glødepærerne lyste det fingerede musikcirkus op omkring to trommesæt – et til percussion og et til trommer – samt en sti bag den magiske kulisse, hvor saxofonisten og guitaristen kunne gå frit omkring foran endnu et orange bagtæppe. I snart 20 minutter havde de spændte lyttere hylet af den folkekære hofleverandør og hans medbragte orkester. Dette ekstra gimmick forstærkede den tilstedeværende følelse af lyst og leg – tilbage til metaforen om en børnehave for voksne. Musikken, som kunne minde om karrusel eller cabaret igennem skiftende genrer, stod skarpt omgivet af blomster og grønne scenekasser – et arrangement skabt af den uforlignelige Mikkel Nielsen fra Koldingegnen ud fra en paint-tegning fra Hav. De glade “artister” bevægede sig utroligt meget rundt på scenen og virkede i det hele taget sammenspillet i koreografien, som var nøje og (måske) lidt for planlagt. Linjerne herunder udløste et ekko-skrig mellem bropillernes betonagtige genklang:
Hva’ laver du mon her, onanerende dreng
Ekstraordinært retarderede dreng
Jeg’ glad, og det’ lige meget hvad
Bare kommet for at ha’ det lidt sygt, så’ du advaret
De har lavet bouillabaisse i den buks, små børn
Uh, det’ fælt med den lugt, luk døren
Dejlig film, vi’ på vej til Cannes
Ny nationalskjald?
Jo mere man lyttede til vældet af Hav og familiens sangkatalog, desto mere føltes parallellen slående til 1980’ernes Cirkus Himmelblå med Clausen, Sylvester og Larsen. Det er svært ikke at gøre sig overvejelser over Benjamin Havs inspirationskilder og deslige videreførelse af arven fra faderens digterunivers. Har vi med en ny nationalskjald at gøre? Det kunne sagtens lugte derhen ad, hvis man spidser ører mellem sangene, hvor Hav bryder ud i refleksive taler til og med publikum, som et ustoppeligt kommentarspor. Et spørgsmål står imidlertid ubesvaret hen: Er Benjamin Havs egentlige mission at genkalde en tabt og mere enkel tid, eller rummer det poetiske udtryk en anden skjult agenda? Under alle omstændigheder vil “familien” byde på flere underfundige overraskelser i årene, som skal komme, for de har virkelig fat i danskerne i et bredt demografisk udsnit. Hav vandrede gennem et stemningsmættet, men respektfuldt publikum, mens artisterne dansede synkront på scenen og kunne minde om elefanter i manegen hos cirkus “Benjaweis”. Således var temaet fuldbyrdet, og magikerne formåede endda at trylle solen frem på den regnfulde eftermiddag, hvor lidt for mange fynboer udvandrede på grund af vådt føre og ødelagte sneakers.
Vi savnede kun linedanseren
På trods af små koreografiske stivheder og et lidet overtænkt intermezzo af en lejrbåls-lignende situation på midten af scenen, hvor sentimentaliteten grænsede til søgt, formåede de stramme jakkesæt trods alt at få skuldrene ned. Benjamin Hav og familien leverede en vellykket og skarp performance suppleret af sit dedikerede crew. Med mange virkningsfulde effekter og et sammenspillet band med flere roller formåede familiens musikkarrusel at varme publikums røde næser op i den silende regn, inden popdronningen Medina af uransagelige årsager tog sin entré på den lidt større scene ved siden af. I en tid, hvor popmusikken har nået et stadie af overproduceret støj og ligegyldige lyrics, fortjener dette nyskabende koncept 5 ud af 6 stjerner for en magisk aften, der ramte publikum lige i det folkelige solar plexus uden at blive kitsch og overfladisk. Det var lidt som en drøm, der fortsatte ind i underbevidsthedens tåger dagen derpå, kun savnende en linedanser at holde i hånd med – den glæder jeg mig personligt til at Hav opfinder, for jeg ved, at om nogen, så kan han!
Se de flotte fotos fra koncerten her.
