Ved ankomst til VEGA blev man mødt af en unik vejledning, der straks gav en fornemmelse af at bevæge sig gennem et Ikea-varehus.
Første stop var kontrolrummet i Ideal bar, hvorfra man blev ført op ad trapperne til Lyngsie Salen. Her var rummet omdannet til et backstage område, komplet med et fladskærms-tv og en Xbox med Fifa klar til underholdning. Lige ved siden af lå Lille Vega, forvandlet til et studie, hvor alle instrumenter var nøje placeret. Sidst endte man i Store Vegas smukke omgivelser, hvor ‘The Recording Experience’ skulle finde sted.
Konceptet er unikt og var i sin enkelhed ret genialt udtænkt. Men når musikken spillede, og optagelsessionen blev vakt til live, blev glansbilledet ødelagt.
I blot 22 minutter stod aftenens hovedperson i sin transportable vokalboks og sang de sidste vokaler til nummeret “Ready To Love You Yet”. For et koncept, der er bygget op omkring den kreative proces med at indspille vokaler, føles lige netop denne session alt for kort og utilstrækkelig.
På storskærmen bagved så man et live-feed af produceren, og i de akavede små pauser mellem fejl og andre tekniske udfordringer virkede samtalen mellem producer og vokalboks indøvet og uden særlig meget dybde. Autenticiteten var væk, og tilbage var en flad fornemmelse.
En træt vokal
Da produceren sagde, at de havde det, de skulle bruge, trådte sangeren ud af boksen og bød velkommen til sit band – og så sluttede ‘The Recording Experience’, og en rigtig koncert, som man kender det, begyndte.
I en lille times tid brillierede Lukas Graham enkelte gange, særligt med de nye “Poor Boy” og “Deja Vu” samt en håndfuld af de lidt ældre sange som “Happy Home”, “Take The World By Storm” og “Drunk In the Morning”.
Desværre led “Love Someone” og “You’re Not There” under en træt vokal og et generelt akkompagnement, der ikke fungerede godt sammen.
Bar mave fest
Lukas Graham er kendt for mange ting. En af dem er, at du altid kan være sikker på, at trøjen på et tidspunkt bliver taget af – og i flot stil var det også tilfældet under sangen ”Strip No More”.
Koncerten sluttede med ”Mama Said”, ”7 Years” og ”Funeral”, hvor sidstnævnte desværre havde en lidt slående vokal – men det passer godt sammen med den overordnede oplevelse, som udmærket kan beskrives som slap.
Der var ikke særlig meget substans i konceptet, men Lukas Graham har alligevel en måde at fange ens opmærksomhed på.
