De amerikanske ikoner sang onsdag aften deres svanesang i Lille Vega. Bandet som definerede en genre før de gik i opløsning i 2002, beviste på overbevisende vis hvorfor de fortjener deres plads blandt de bedste bands i musikhistorien. Denne anmeldelse er til dem som ikke kunne opleve koncerten selv, da alle som var til stede, allerede ved præcis hvor fabelagtig en aften det var.
Tilbage i 1990’erne var Botch med til at starte en ny genre i den ekstreme ende af hardcore. Genren blandede de skæve rytmer og eksperimenterende sangstrukturer fra jazz, med det voldsomme, energiske og støjende udtryk fra hardcore. Genren kom til at hedde mathcore, og siden da har flere bands båret banneret videre f.eks. The Dillinger Escape Plan som jeg har anmeldt flere gange før her på siden.
Men intet andet band har hidtil formået at gøre det med samme, nørdede, nærmest legesyge tilgang som Botch gjorde det. Guitarist Dave Knudson, som også gjorde sin gang i det absurd kreative indie band Minus The Bear, er en kontinuerlig musikalsk tour-de-force, og hans kreative brug af effekt pedaler er blot et af de elementer der løftede Botch i 90’erne højt over niveauet for sin tid – for ikke at sige niveauet i dag. Her er tale om en guitarist der kan bruge det første minut af en sang på at optage hans guitarspil på en loop-pedal, for så at bruge de næste tre-fire minutter på knæ foran sine pedaler, mens han manipulerer lyd, tempo og tone med knapperne, i samspil med resten af bandet.
En mester gør sit værk
Fra de første toner af “To Our Friends in the Great White North” fra deres skelsættende album “We Are the Romans”, kommer bandet hele vejen ud over scenekanten. At fire mennesker kan lyde af så meget på en lille scene som den i Lille Vega er næsten svært at tro, selv med egne ører, og især at lyden er så klart defineret som den Botch leverer her. Selv når Knudsen og bassist Brian Cook begge bruger loop-pedaler til at bygge atmosfæren op, så går der ikke noget tabt i lydbilledet.
Setlisten består af sange fra hele bagkataloget, både førnævnte album samt debuten “American Nervoso”, og deres forskellige EP’er, samt én ny sang bandet udgav efter deres genforening “One Twenty Two”. Trods den adspredelse er der ikke noget der falder udenfor rammerne i aften, ikke noget der lyder “gammelt” eller som fra en tidligere æra, faktisk er det en af de mest vanvittige elementer ved Botch. Om det er på album eller til koncert som i aften – Intet lyder gammelt, hverken lyden eller sangene i sig selv, alt lyder friskt og insisterende.
Svanesang
Bandet var oprindeligt kun aktivt fra 1993 til 2002, og der skulle en global lockdown til for at få dem samlet om musikken igen, men da jeg var for ung til at se dem, da de besøgte Danmark for 21 år siden, er jeg taknemmelig. Forsanger Dave Verellen gør det klart for os at Botch er ikke et band mere, de er kun på tour for at se Europa siger han med et smil, og da han takker os for at komme, er det med kommentaren “we are not coming back”. Derfor kan jeg kun anbefale alle der læser dette at lytte til pladerne, de har ældes som Dorian Gray, og giv dem den kærlighed de, og dine ører, fortjener, for du kommer ikke til at se Botch live igen.
Se alle Martins flotte billeder HER.
