Fans der har set bandet før vidste, hvad de kunne forvente fra Skynd der spillede for et udsolgt Lille Vega lørdag aften – og jeg mener PRÆCIS hvad de kunne forvente.
Jeg vil starte med at sige: Skynd leverede varen. Fans af bandet fik 14 styk velspillede, dramatiske og catchy sange i en genre der vel kun kan kaldes TrueCrimeCore. Skynd selv så som vanligt fantastisk og skræmmende ud, og med en vokalpræstation som imponerede selv når den ikke overraskede. Hun var flankeret af Father på bas og keyboard, samt en anonym trommeslager, som begge spillede helt som de skulle, og et backing track som leverede så meget af oplevelsen at det fortjener at nævnes i denne forbindelse.
Både Father og trommeslageren er iklædt mørke kutter, og gør intet væsen af sig, hvilket skaber en stærk kontrast til det altid spændende udtryk som Skynd selv indtager scenen med. Denne live opsætning kan bestemt noget, men den kan føles meget bekendt, for har man set bandet før, og det har der været rig mulighed for da i aften er deres tredje gang i Danmark alene i 2023, så kunne man undskyldes for at tro man havde set præcis denne koncert før.
Aftenens sætliste matcher da også den bandet spillede tilbage i Maj da de varmede op for de dramatiske metalcore-gutter i Ice Nine Kills i Pumpehuset, men dog med 6 yderligere sange puttet ind i mellem. Blandt disse var “Aileen Wuornos” og “Marshall Applewhite” som begge er uudgivne og har fået deres live-debut denne måned. Men det er tydeligt fra publikumsreaktionen, at der allerede er en håndfuld klassikere i bandets ellers smalle diskografi. Koncertåbneren “Richard Ramirez”, “Edmund Kemper” med sit enormt stærke omkvæd leveret til perfektion af Skynd og “Tyler Hadley” med den publikumsbårne “bang bang boogie boogie bang bang” del, er helt klart favoritter.
Men lad sammenligninger ligge et øjeblik og lad mig præsentere konceptet en smule. Alle bandets sange omhandler voldelige begivenheder fra virkeligheden, typisk med serie- eller massemordere i fokus, og starter hver og én med en lille podcast-agtig lydbid, ofte taget fra mediedækningen af den pågældende sag. Dette gælder samtlige af aftenens 14 numre, og hvor det kan være en gimmick der konceptuelt giver mening på Spotify, så bliver det en snært distraherende og langhåret i koncertform. Dette bliver kun forværret af at kontakten til publikum er sparsom, og der bliver ikke plads til meget snak fra scenen på nær et “tak” her og der.
Det er et intenst koncept, men sangene er så forbandet groovy og catchy at man ikke kan andet end at blive revet med. Det fører mig dog til et spørgsmål som stod frem da jeg så mig omkring under sangen “Columbine”. Sangen har et omkvæd hvor der gentagende gange synges “Ra-ta-ta-ta, ra-ta-ta-ta-ta-ta…” som onomatopoietikon for riflerne der blev affyret ved skoleskyderiet i Columbine i 1999, et omkvæd som store dele af salen sang højlydt med på. Mit spørgsmål bliver så, om der er grænser for hvad man bør synge med på af tekster, eller om det er ligemeget så længe melodien er stærk nok? Jeg ved det ikke, men at jeg overhovedet tænker over det, vidner om hvor stærkt konceptet bag Skynd’s musik er.
Netop fordi Skynd er så konceptuelt et band, og det som ér her er så gennemført, er det en skuffelse at de ikke har mere med på selve scenen. Selve iscenesættelsen består kun af de tre musikere, et backdrop med bandnavnet, lys og lydklip, og det er en skam der ikke bliver gjort mere ud af det visuelle, f.eks. i form af videoklip på scenens baggrund, når nu man samtidig anonymiserer 2/3 af musikerne. Det ville være det sidste element før Skynd står som en utrolig gennemtænkt pakke, men det er desværre et kritisk element som her mangler.
Jeg kan kun håbe at næste gang de to gutter i kutter og Frankensteins fabelagtige brud besøger Danmark, så bliver det med et live koncept der kan hamle op med det musiske.
