Koncertanmeldelse: Madonna i Royal Arena

Grundet fotoforbud har vores fotografer ikke selv kunne bringe billeder af koncert, men LiveNation har sendt billeder fra hendes åbningskoncert i London, som vi må bruge. Vi beklager.

Madonna cementerede sin plads som det oprindelige queer icon, den originale rebel og popdivaernes moder, da hun optrådte den første ud af to shows i Royal Arena denne uge. Det blev til et af de mest ikoniske og mest grænsesøgende shows i amager-arenaens historie.

Jeg tror, folk på og omkring min alder undervurderer, hvor kontroversiel Madonna har været gennem sin lange og glorværdige karriere. Vi var der ikke i 80’erne til at se alt balladen, da hun rullede rundt i en brudekjole, og vi hørte ikke kirkernes klage over hendes gudsbespottende portrættering af kristendommens kultlignende tendenser.

Men vi har set mange andre komme efter den originale rebel og gjort hende kunsten efter i håbet om at ryste verden og påvirke den for det bedre. Se på Lady Gaga og i disse dage især Doja Cat. De har lært af den bedste.

De andre youngsters og jeg til stede i Royal Arena denne onsdag i oktober fik en historielektion i et ikons karriere. Leveret af ikonet selv, Madonna Louise Ciccone, og præsenteret af en af verdens bedste drag performere, Bob The Drag Queen. Bob åbnede aftenen omkring 21.30 ved at vade gennem hele salen iført en kæmpe rokoko-kjole – en reference til Madonnas Marie Antoinette-look fra hendes performance af “Vogue” til MTV VMA i 1990.

Cirque De Soleil x Madonna

Den 65-årige superstjerne startede stille ud ved at synge “Nothing Really Matters” alene på det store podie bagerst i salen, hvorfra der gik runways ud til flere podier nede i salen. Et overdådigt sceneri, som kunne syntes overflødeligt, men det viste sig at blive udnyttet vældig godt i løbet af aftenen. Meget af det imponerende sceneri blev båret af et stort hold af dygtige dansere, der bakkede Madonna godt op, hvilket for eksempel blev vist på nummeret “Open Your Heart”, hvor der nærmest gik Cirque De Soleil i den blandet med peepshow-burlesque-stemning. Flere af numrenes visuelle del og dansernes performances mellem akter var ekstremt smukke og lænede sig mere hen ad teater end koncert.

Noget af det, man kunne mærke allermest, var en dame med noget på hjerte. Hendes behov for at udtrykke sig og sige noget, selvom det måske ikke er populært, har præget karrieren, og de spor blev trukket igennem koncerten. For eksempel var en stor del af første akt dedikeret til personer, der har mistet livet til aids, heriblandt flere af Madonnas personlige venner, og fotos af både kendte og for mange ukendte queer personer blev vist på lærreder under sangen “Live To Tell”.

Ligeledes var der – selvfølgelig – stærk religiøs symbolik, hvor Like A Prayer fik en stykke af nyklassikeren “Unholy” af Sam Smith og Kim Petras, og den blev serveret med godt med halvnøgne maskuline personer kørende rundt i et hjul. Desuden valgte Madame X at tale om konflikten mellem Israel og Hamas, inden hun spillede en akustisk version af Gloria Gaynors “I Will Survive”. Hurtig gisning ud fra en intermission med krigstema siger mig, at Madonna er pro palæstina, men hæng mig ikke op på det.

Sange var støvet af

Lad os være ærlige: Nogle gange kan koncerter blive for lange. Når nogle karrierer har foregået i evigheder, og der er for meget materiale til setlisten, kan det være svært for kunstnerne at pille hits fra, som ellers ville have været people pleasere. Madonnas show var langt, men ikke kedeligt, omend nogle intermissions var en tand for lange (hurra for kostume- og i dette tilfælde parykskift), men setlisten var skarp – endda så skarp, at flere numre, man ville mene SKULLE være der, ikke var at finde nogle steder. Her tænker jeg på sange som Music, Sorry, Papa Don’t Preach og 4 Minutes. Desuden var flere af sangene støvet fint af og havde fået et lille pep. Enten i form af remix-versioner eller ved at blande lidt af andre kendte Madonna-sange ind over.

Meget apropos 4 Minutes, så føles det næsten som skæbnen, at i disse dage, hvor Justin Timberlake er ved at blive cancelled af Britney Spears, og han ellers (i min optik) havde formået det mest imponerende show i Royal Arenas historie, så blev det i aftes overgået af MDNA herself.

Det er ikke altid lykkedes det originale Boy Toy at forny sig selv med stor succes, men optræde har hun altid kunne, og det beviste hun i stor stil på de to og en halv time, hun optrådte i den fyldte sal. Og jeg vil gerne sige det, som det er. I betragtning af, at Madonna blev fundet livløs for nogle måneder siden, så har jeg intet andet end komplet respekt for det vanvittige show, hun har valgt at sætte op. Få mænd på hendes alder ville kunne lave noget lignende.