Den 27. juni blev Parken indhyllet i en atmosfære af elektronisk magt, da det mangeårige band Depeche Mode indtog scenen til en utrolig musikalsk stærk koncert. Med en spilletid på 135 minutter blev de omkring 47.000 personer med billet til aftenens koncert en stor musikalsk oplevelse rigere.
Koncertens første to sange, ”My Cosmos Is Mine” og ”Wagging Tongue” fra gruppens nyeste album Momenti Mori blev taget lunkent imod og med fuld forståelse. Sangene er nye, lyden var lidt buldrende, men de slap godt fra det. Men med sangen ”Walking in My Shoes” fik de vendt publikum om, og den magi der normalvis omkranser Depeche Mode var tydelig at mærke – og derefter forsvandt den aldrig igen.
“Sister of Night”, ”Everything Count” og ”My Favourite Stranger” udgjorde en kraftfuld trio af sange, der demonstrerede bandets unikke evne til at skabe musik, der både bevæger og betager lyttere. Bandets ikoniske baslinje og Gahams kraftfulde vokal skabte en dyb forbindelse til publikum, og her blev det også bevist, at der findes koncerter i Parken med god lyd.
Det var dog ikke kun Dave Gaham, der var aftenens helt store sanger. Under ”A Quenstion Of Lust” og ”Soul With Me” tog Martin Gore mikrofonen og gik rundt på scenen. Det var et forfriskende øjeblik, og som Gaham selv sagde, så havde Gore ’a beautiful and algetic voice’.
Kæmpe dansegulv
Sangene “I Feel You” og “A Pain That I’m Used To (Jacques Lu Cont Remix)” skabte et ekstatisk og nærmest psykedelisk øjeblik under koncerten. Parken blev forvandlet til et massivt dansegulv, og helt ironisk stod bandet selv musestille foran mikrofonstativer under sangene. Men dét virkede. De tunge rytmer og den voksende euforiske stemning var et levende bevis på, at Depeche Mode besidder en overlegenhed, som sjældent er at finde blandt bands.
Koncerten med Depeche Mode var også en ærefuld påmindelse om bandets tidligere medlem, Andy Fletcher, der desværre døde den 26. maj 2022 på grund af en rift i hovedpulsåren. Under koncerten blev han af hele Parken og bandet elegant mindet med stor respekt og taknemmelighed under ”World In My Eyes”, hvor skiftende billeder af Fletcher blev vist på storskærmene.
Både ”Wrong” og ”Stripped” blev taget utrolig godt imod, hvor det meste af publikum var ellevilde, men helt modsat var det under ”John The Revelator”. Her stod de fleste jakkesæt med armene over kors eller hænderne i lommen. Mange brugte den også til at hente øl, og på en måde forstår man dem godt. Det blev lidt for meget af den helt tunge bas, men på den anden side gik de også glip af et Gaham, der var sprudlende med ekstravagante armbevægelser.
Skræmmende god
Hvis Dave Gaham havde en skridttæller på, så ville den under koncerten ramme det daglige mål på 10.000 utrolig hurtigt. Han lignende nemlig en, der havde det utrolig sjovt på scenen når han fik fra side til side, og med skiftende armbevægelser, herunder som en sommerfugl, blev 1990-megahittet ”Enjoy the Silence” fremført virkelig flot.
Efter en mindre pause væk fra scenen kom de tilbage til tonerne af ”Waiting for the Night”, hvor Gaham og Gore stod ude på catwalken og leverede en skrøbelig, men samtidig utrolig stærk optræden, hvor særligt Gores vokal var skræmmende god. Skræmmende god var stemningen også, da megahittet ”Just Can’t Get Enough” strømmede ud, og forvandlede hele Parken til en stor folkefest.
Et øjeblik af elektronisk ekstase greb Parken, da tonerne af “Personal Jesus” fyldte luften. Denne ikoniske sang, der er blevet et af Depeche Modes mest kendte og elskede værker, satte øjeblikkeligt gang i publikum. Med dens karakteristiske guitarriff og rå vokal fik dens hypnotiserende rytme og tekstens provokerende karakter publikum til at synge med i kor.
Stemningen var intens og næsten ceremoniel, som om vi alle var en del af en musikalsk højmesse.
Depeche Mode gjorde det igen.
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke lige her!
