Dean Lewis og de sørgmodige tekster på Tinderbox

Koncerten med australske Dean Lewis sad følelser udenpå tøjet og de triste historier kunne mærkes og sikkert høres hele vejen til Australien.

“Mit navn er Dean Lewis. Jeg elsker Danmark”. 

Sådan sagde den 35-årige australske sanger få minutter inde i hans, ifølge ham selv, største koncert, han nogensinde har spillet. 

Og man forstår ham godt. I en time havde han de flere tusinde mennesker foran Rød Scene i sin hule hånd. Og opbakningen til sangeren var umådelig, og under koncertens første tre numre “Looks Like Me”, “7 Minuts” og “Hurtless” var energien foran scenen helt euforisk. 

Lewis’ styrke ligger i hans evne til at skrive ærlige og dybt personlige tekster, som publikum alligevel formår at se sig selv i. Og heldigvis skinnede autenticitet tydeligt igennem på scenen. Vokalen var fyldt med følelse og leverede hver linje med en dybfølt intensitet. Særligt på “How Do I Say Goodbye” kunne man mærke historien i hans stemme. 

Publikum blev draget ind i hans fortællinger, og man kunne mærke hver strofe helt inde i kroppen. Forestillingen faldt dog lidt fra hinanden, da Dean Lewis ultrakort fik besøg af X-factor deltageren Tobias Floor under ”Half A Man”. Her var publikum ikke særlig begejstret, og man forstår dem godt. 

Det hele blev lidt for ligegyldigt, og hvis man endelig skulle have en gæst med på scenen, så skulle det være i mere end 30 sekunder. Så skulle man nok også finde en anden gæst. 

Dean Lewis, Tinderbox, TB23
Foto: Lasse Lagoni

At være til stede under Dean Lewis’ koncert var som at være en del af en intim og personlig oplevelse. Hans nærvær på scenen var bemærkelsesværdig, og han formåede at skabe en unik forbindelse til publikum. Gennem små anekdoter før de fleste af sangene følte man sig et skridt tættere på sangeren.

Før balladen “Be Alright” lærte vi, at han skrev sangen efter at have læst en sms på sin ekskærestes telefon, som ændrede hans liv. En situation mange nok har oplevet, men ingen ud over Dean Lewis har fået 1,5 milliard afspilninger på Spotify af. 

Publikum sang med og blev opslugt af Lewis’ musikalitet og emotionelle rækkevidde. Men det hele kan også blive lidt for meget af det gode og det sørgelige. Der var for meget akustisk guitar og for lidt gang i den. 

Koncerten sluttede med megahittet “Waves”, der handler om livets svindende spænding. Sangen efterlod publikum med armene over hovedet og en klapsalve, der nok kunne høres hele vejen til Australien. 

”I fucking love Denmark”, sagde han, inden han forlod scenen med et Dannebrog viklet om skuldrene. 

Danmark elsker også dig.

Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke lige her!

Dean Lewis, Tinderbox, TB23
Foto: Lasse Lagoni



Se også

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...

D-A-D fejrede jubilæumsfest med cowboytema og crazy gæster

Hvis der findes en rockmusisk ekvivalent til landskamp på...
spot_img
Nicolaj Sveiger
Nicolaj Sveiger
En mand som er opvokset i det vestjyske, men nu bosat i København. Har en forkærlighed for pop, en guilty pleasure i rock og en generel og evig voksende interesse i alt med en rytme.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her