Koncerten med svenske Ghost var en dyster, men fremragende oplevelse, hvor selv de mest religøse mennesker vil begynde at tvivle på alt, hvad de har læst.
På en måde begyndte koncerten med Ghost, inden koncerten rigtigt begyndte. Ud af højtalerne blev kirke-klassikeren ”Miserere Mei, Deus” spillet, men i virkeligheden begyndte Ghost deres overnaturlige ritual på Copenhell med “Kaisarion”.
Her var det som om, at de åbnede portene til en parallel verden. Herefter blev Copenhell konfronteret med den særegne blanding af heavy metal og mørk teatermagi, som Ghost er kendt for. Numre som “Rats” og “Spillways” blev leveret med uhyggelig præcision og en dosis gotisk atmosfære, der fik hårene til at rejse sig på ryggen.
Lyden, der kom ud fra kirkesalen, var til tider rungende, hvilket resulterede i en mudret og kedelig “Hunters Moon” og “Watchers in the Sky”.
Dæmonisk mantra
Et bemærkelsesværdigt øjeblik var deres udførelse af “Year Zero” og megahittet (og nu TikTok-hit) “Mary On A Cross”, hvor bandet udviste en magtfuld og intens energi, der kunne få selv de mest religiøse mennesker til at tvivle på deres trosretning.
Under “Mommy Dust” blev publikum suget ind i sangens hypnotiske rytmer og Papa Emeritus’ kraftfulde vokal, der sammen med hvid konfetti, fyldte luften som et dæmonisk mantra.
Under koncerten var der flere instrumentale mellemspil, som alle tilføjede en ekstra dybde og dimension til koncerten. Det var lige før, at man følte sig som en del af en okkult ceremoni af en slags.
Hårfin grænse mellem skræmmende og teatralsk
Da koncerten nærmede sig sin afslutning, blev vi præsenteret for “Dance Macabre” og “Square Hammer”. Disse sange er nogle af Ghosts mest fængende værker, som nogle nok vil mene bevæger sig ind i poprock-territoriet. Måske Ghost gav en lille smag af deres mere bløde side for at balancere deres hårde og dystre univers, men det er nu svært at tage Ghost seriøst som et popband, når de prædiker om satan og overnaturlige kræfter.
Det skræmmende mareridt af en koncert, der ville få enhver religiøs fanatiker til at ryste i bukserne, leverede en gennemført oplevelse, hvor Papa Emeritus og hans flok af Nameless Ghouls ledte Copenhell igennem 60 minutter med en både forførende og skræmmende tilstedeværelse. Det eneste man manglede var noget mere kirkeligt, som spillede inden koncerten.
Ghost leverede en koncertoplevelse, der bevægede sig på en hårfin grænse mellem det skræmmende og det teatralske. Deres sange gav publikum en følelse af at være fanget i en gotisk mareridtsverden, og med Papa Emeritus’ karismatiske tilstedeværelse og Nameless Ghouls’ musikalske mesterlighed formåede Ghost at skabe en unik og uhyggelig stemning, der ikke var for de sarte sjæle.
Vil du se flere billeder kan du klikke lige her!
