Hvis du er til uoplagte og uengagerede koncertoplevelser, så var Billy F. Gibbons’ lørdagskoncert på Copenhell lige noget for dig.
Hvis jeg skulle gå til denne anmeldelse med samme engagement som Billy F. Gibbons og Co. gik til lørdagens koncert på Copenhell, så var jeg vel færdig nu.
Men tillad mig at fortsætte.
Først og fremmest måtte det fremmødte publikum lige vente i 10 minutter, inden bluesrock-bandet med texanske Billy F. Gibbons, som også er forsanger i bandet ZZ Top, i front, kunne få møvet sig frem på scenen.
Klædt i brune og beskidte kedeldragter, læderstøvler og cowboyhat, som i virkeligheden passede meget godt til det skurrockede udtryk bandet garanteret gerne ville have, troppede de op med et ”Are you ready to party!?” og nummeret ”Got Me Under Pressure”.
Ingen kampgejst
Men festen udeblev. Jovist, publikum kvitterede med både djævlehorn og lavmælte klapsalver og jubelråb, men jeg vil vove at påstå, at selv klapsalverne til de mest højrøvede golfarrangementer har mere volumen, end hvad Gibbons og Co. modtog i første halvleg af koncerten.
Om publikum var trætte efter tre dages metal-festival, eller om de beskedne dryp fra himlen skabte dårlig stemning er ikke til at sige – men faktum er nu engang, at der ikke var mange blandt publikum, der fandt den store kampgejst frem.
Det må øjensynligt også være gået op for anden-guitaristen, for efter et par numre forsøgte han at få publikum til at klappe i takt, men måtte tage til takke med at under halvdelen købte dén. Endnu færre var med på andet forsøg, og helt galt gik det på tredje forsøg, hvor man nær kunne tælle på én hånd, hvor mange der var med på den. Overdrivelse fremmer forståelsen i sidste eksempel.
Ingen vokal – masser af instrumenter
Hvis man ikke er meget til Gibbons vokal, men nyder instrumentalerne, så var lørdagens koncert til gengæld helt oplagt at tage til – for Gibbons’ vokal blev fuldstændigt druknet i lyden af guitar og trommer, og det var meget sjældent til at høre, hvad der blev sunget fra scenen. Andet end når Gibbons skreg ”auugh”, ind i en mikrofon, der overstyrede og skar i ørene.
Men det var altså også det eneste tegn på engagement, der kom fra scenen – for andet end nogle tiltagende desperate forsøg fra anden-guitaristen på at få publikum til at klappe og huje, virkede bandet absolut heller ikke som om, at de gad at være der.
Tilbage står man med en koncert, hvor det eneste der er værd at bemærke i Gibbons og Co.’s favør, var guitarsoloen i midten, og en nærmest udelukkende instrumental version af ”Missin’ Yo’ Kissin’” til allersidst, som dog fik publikum til kortvarigt at give lyd fra sig – sådan for alvor.
Mine tanker går til de mange talentfulde og engagerede kunstnere, der bliver fravalgt til fordel for utjekkede og uengagerede koncerter som denne.
Vil du se flere billeder, så kan du klikke lige her!
