Koncert med Pantera på Copenhell var en lun oplevelse, som aldrig blev helveds-varm, og som manglede format, energi og medlevelse i første halvdel.
Trods aflysninger på blandt andet Rock Am Ring og Rock In Park i Tyskland – hvad der øjensynligt skyldes en episode tilbage fra 2016, hvor forsanger Phil Anselmos gav publikum en nazi-hilsen, der blev suppleret af et ”White Power”-tilråb – troppede Pantera torsdag aften op på Copenhell på Refshaleøen.
Forsangeren skulle efter sigende have lagt livsstilen dramatisk om efter episoden fra 2016, og har også flere gange undskyldt offentligt siden – men det vil jeg lade dig kaste dom over. Så kaster jeg dom over musikken.
For trods kontroverser var der komplet fyldt foran Helvíti, da Pantera åbnede koncerten med to massive ildsøjler og nummeret ”A New Level”, hvilket kan virke ironisk, når der skulle gå længe inden koncerten overhovedet, nåede det niveau, som Pantera efter sigende skulle have haft tilbage i 80’erne og 90’erne, da de var ”et af verdens største metalbands”.
Således gik både ”Mouth for War”, ”Strength Beyond Strength”, ”Becoming”, “I’m Broken” og “Suicide Note Pt. II” relativt roligt for sig, og det var øjensynligt kun de absolut forreste, der var helt med.
Det var som om forsanger, Phil Anselmo, også selv kunne mærke det. Undervejs forsøgte han ihærdigt at få publikum til at gå amok i samme grad, som de gjorde på scenen.
For lad mig være ærlig – musikalsk og især instrumentalt, var Pantera på absolut topniveau.
Band og publikum genfandt hinanden i koncertens anden halvdel
Da setlisten rammer ”5 Minutes Alone” lykkes det i den grad også for dem at få publikum med, for koncerten skiftede fuldstændigt karakter. Helvíti kvitterede nemlig nærmest øjeblikkeligt med en hær af hænder og en genfødt energi, som man har kunnet mærke gennem hele København.
Og sådan havde de egentligt rimelig styr på resten af koncerten, og pladsen fandt kun en kort stund ro til lyden af ”Cemetery Gates”, som blev suppleret af arkiv-video af de nu afdøde bandmedlemmer Vinnie Paul og Dimebag Darrell.
Til bragende toner fra den gamle klassiker ”Walk” var publikum dog hurtigt oppe med hænderne igen, og resten af koncerten forløb til stor jubel og brøl – og da Phil Anselmo, noget flabet, spurgte, hvor mange der ville komme og høre dem på Copenhell igen, blev modtagelsen da også endnu en gang en hær af hænder.
Med alt det sagt skulle man dog kigge længe efter, hvis man havde håbet at opleve et af verdens største metalbands, for de var ikke umiddelbart til stede. Og med forbehold for at gruppen ikke består af de originale medlemmer, og at de har været splittet i 20 år, inden de sidste år blev genforenet, så mener jeg absolut godt at man kunne have forventet – og forlangt – mere af et band, der måler sig med de største i verden.
