Koncerten med Def Leppard var en forudsigelig affære, hvor rutine og selvsikkerhed var bandets største udfordring.
Onsdag aften blev Copenhells publikum taget med på en nostalgisk rejse tilbage til 80’ernes rockera, da Def Leppard gik på scenen. Bandet, der har et imponerende bagkatalog af hits, leverede en sætliste fyldt med velkendte numre. Men selvom de leverede en teknisk solid præstation, manglede der den spænding og nyskabelse, der kunne have gjort koncerten mindeværdig.
Bandet åbnede med “Take What You Want”, der fik publikum til at hoppe og synge med. Den efterfulgtes af den uimodståelige “Let’s Get Rocked” og “Animal”, hvor bandet virkelig viste deres musikalske færdigheder. Hver sang blev udført med præcision og nøjagtighed, men det blev desværre også deres største svaghed.
Def Leppard bevægede sig gennem deres sætliste, hvor – hvad der ellers plejer at være – musikalske godbidder som “Armageddon It”, “Love Bites”, “Promises” og “This Guitar” blev fremført uden overraskelser eller rockede variationer.
Den eneste overraskelse under koncertens første 30 minutter var, at sangen “Kick” lød som en tunet udgave af hvilken som helst af Dolly Partons country sange.
Ingen lidenskab eller dybde
Forsanger Joe Elliott viste stadig, at han har en imponerende stemme, der formåede at ramme alle de rigtige toner.
Men det føltes som om, han manglede den intense lidenskab og dybde, der kunne løfte sangene til nye højder. Der var ingen tvivl om, at han havde god kontakt med publikum, men det var som om, at han var fanget i en formel præstation, der manglede ægthed.
Der var dog øjeblikke, der skilte sig ud fra den forudsigelige rytme. “This Guitar” og “When Love and Hate Collide” blev spillet i en semi-akustisk version ala James Blunt når han var værst. Her viste bandet, at Elliot, ligesom trommeslageren, skulle få amputeret en arm, så han ikke kunne spille guitar mere, for dét var et udvandrende øjeblik.
Rick Allen, bandets trommeslager, der ved en bilulykke i 1984 mistede sin venstre arm, ledte tankerne mod spørgsmålet: Hvordan kan Joe Elliot spille så elendigt, når han efter sigende har to velfungerende arme.
Selvom “Rocket” og “Switch 625” havde noget af den rå, rockede og rystende lyd, der er fantastisk ved rockmusik, føles det som om, at det blev for poleret.
Mod koncertens afslutning blev megahittet “Pour Some Sugar on Me”, Rock of Ages” og “Photograph” fremført. De fulgte en forudsigelig formel, der efterlod os med en fornemmelse af at have hørt det hele før. Selvom sangene stadig var fængende og fik publikum til at synge med, var der et savn af originalitet og risikovillighed. Ikke engang hits kunne klare det.
Bandet leverede en teknisk stærk præstation, men manglede den overraskelsesfaktor og risikovillighed, der kunne have gjort koncerten virkelig mindeværdig. For fans af bandet var det en festlig aften, men for andre var det en koncert, der ikke rigtig adskilte sig fra det velkendte.
Det kan kun blive bedre herfra.
