Den naturlige skønhed og solskinsfyldte omgivelser på Syd for Solen festivalen blev for en kort stund endnu mere fortryllende, da indie rock-bandet Warpaint trådte op på scenen.
Med deres nærmest afslappende lyd og anonyme dybde formåede Warpaint at indfange publikum og skabe et magisk øjeblik af musikalsk intensitet – i et par minutter.
2004-bandet begyndte forrygende med “Champion” og “Keep It Healthy”, som begge viste, hvad Warpaint på Syd For Solen i virkeligheden handler om: nærvær og hygge.
Men Warpaint var under deres omkring 50 minutter lange koncert for det meste fraværende, og virkede som nogle, der ikke havde lyst til at stå på scenen lørdag sen eftermiddag.
Under “Hard To Tell You” var vokalerne sløve, forsangerne glemte teksten og trommeslager Theresa Wayman skulle nærmest råbe teksten for at hjælpe resten af bandet på vej. Populære og relativt hurtige “Love Is to Die” var uden følelser, sjæl eller andet autenticitet, og lød som en discount udgave af deres egen sang.
Ikke særlig meget værd
Det hele vendte sig i nogle minutter, da bandet startede “Krimson”. Har var bandets samspil og interaktion på scenen bemærkelsesværdigt godt, og alle fire var tæt synkroniserede i deres musikalske bevægelser og lyd. Her formåede bandet at skabe en energisk forbindelse til publikum for første gang under hele koncerten.
“New Song” var et forfriskende element i en ellers tør oplevelse, men mod koncertens afslutning spillede bandet et cover af sangen “I’m So Tired” af Fugazi. I sangen bliver der sunget I’m so tired // Sheep are counting me // No more struggle// No more energy. Det må bandet have taget for bogstaveligt, for de fire bandmedlemmer virkede som nogle, der skulle være blevet hjemme – eller kun have spillet 30 minutter.
Warpaint lyder godt på diverse streamingtjenester, men når musikken kom ud i den virkelige verden, var det ikke engang en fadøl til 55 kroner værd.
Plus pant.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke lige her!
