Eros Ramazzotti har igennem årene bevist sin alsidighed og imponerende vokale evner, og torsdag aften blev Royal Arena i Ørestaden forvandlet til en veritabel musikalsk højborg, da den 59-årige sanger indtog scenen i et show, der var så elegant, at selv kongehuset ville se misundeligt til.
Med lyden af et bankende hjerte, der langsomt pulserede hurtigere og hurtigere, kom aftenes hovedperson på scenen. Fra koncertens første sang, “Battito infinito”, viste Ramazzotti, hvad aftenen drejede sig om: et sammenspil, hvor det, der udspillede sig, nærmest kun kan beskrives som magisk. Der er et særlig stykke i sangen, hvor det i bedste ‘spoken word’-stil bliver sagt “For this miracle we all call life”. Det var utrolig smukt.
Magien fortsatte under “Gli ultimi romantici” og “Sono”, hvor hovedpersonen og det ti-mand store band lød yderst velspillende. De mange tusinde fremmødte fik smag for, hvad Eros Ramazzotti kunne i hans primetime, for koncertens første tre sange var på et tårnhøjt niveau.
Stemningen i Royal Arena blev dog lynhurtigt ødelagt, da ’The Face of Italian Pop’ ville være tæt på det danske publikum. Under “Dove c’è musica”, “Quanto amore sei” og “Un’emozione per sempre” gik han tæt på hegnet til forreste række. Det lyder måske godt, men vokalmæssigt lød det torsdag aften utrolig skidt. Han stoppede flere gange helt med at synge, og det virkede som om, at han glemte teksten. Måske var det, fordi han ikke stod tæt på sin teleprompter.
Simon Kjær han ka’ godt li’ calzone
Det magiske kom dog lynhurtigt tilbage, da “Più che puoi” blev fremført – en utrolig smuk sang, der oprindeligt bliver sunget af Ramazzotti og den legendariske Cher. Cher var naturligvis erstattet med en af korsangerinderne, men det lød stadig godt. Helt skrøbeligt stod de side om side forrest på scenen, hvor musikken, som den ofte gør, samlede os i et skrøbeligt øjeblik. Helt modsat var det under “Stella gemella”, som under aftenens koncert lød som en up-tempo rocksang, der har fået et skud funk og jazz i sig samtidig med, at det var ultrapoppet.
Efter min bedømmelse er Eros Ramazzottis navn ikke særlig udbredt blandt den yngre generation. Ikke desto mindre er det min overbevisning, at mange fodboldfans måske har hørt hans musik uden at være bevidste om det. En kæk oversættelse af Ramazzottis sang “Se bastasse una canzone”, kunne lyde “Simon Kjær han ka’ godt li calzone”. Det var nemlig fra Ramazzotti, at Instagram-profilen Lidt Til Lægterne fandt inspirationen til sangen om forsvarsspilleren.
Danseklub
Efter at have forvandlet hele Royal Arena til en danseklub, var det tid til at stå side om side igen. Ramazzotti leverede en knivskarp vokal under “I Belong to You (Il ritmo della passione)” og “Solo con te”, og man skulle tro, at han stadig var teenager – selvom han til oktober fylder 60 år. I et langtrukkent segment stod han og saxofonisten nemlig blandt forreste række og skiftevis sang og spillede. Det var barnligt og uden kant. Hvor blev musikken af? lige dét, som det burde dreje sig om: musikken.
Men Ramazzotti havde torsdag en særlig evne. En evne til at få en til at glemme det, som var dårligt, fordi det efterfølgende var så godt. “Una historia importante” blev fremført stensikkert, men det bedste var det visuelle. Den gigantiske bagskærm lyste hele arenaen op med de smukkeste mønstre og de pæneste farver.
En energisk bølge
Ordsproget siger normalt, at det skal være skidt før, det bliver godt. Under ”Un’altra te” lød guitaren kedelig, og vokalen var slet ikke i topform. Det blev kun værre, da publikum begyndte at synge med på ”No Woman No Cry”. Det blev endnu værre under ”Fuoco nel fuoco”, hvor lyden til trommesættet pludselig forsvandt.
Men heldigvis blev det bedre under ”Cose della vita”, hvor bandet fik fodfæste og igen leverede musik i høj kvalitet. Efter nummerets afslutning forlod alle scenen, men det varede ikke længe, før de kom tilbage. Det var tydeligt, at der manglede noget. Et hit, måske?
Afslutningsvis spillede han 1996-hittet ”Più bella cosa”, og det var en fantastisk afslutning på en koncert, der havde haft sine op- og nedture. Selvom den ældre italienske sanger virkede en smule træt, leverede det danske publikum en energisk bølge af adrenalin mod slutningen. Det fik ham, trods alt, til at live lidt op.
Koncerten med Eros Ramazzotti var en blandet fornøjelse, hvor det gode var virkelig godt, men det dårlige var virkelig dårligt. Det var elementer af ligegyldigheder, men der var ligeledes elementer af magi.
Eros Ramazzotti kan endnu – og det vil han.
Vil du se flere af Lasse Lagonis billeder, så kan du klikke lige HER!
