Alison Krauss og Robert Plant tog Roskilde Festivals publikum med på en musikalsk rejse igennem amerikansk roots historie.
Onsdag aften på Arena scenen på årets Roskilde Festival bød på Robert Plant og Alison Krauss, der tidligere i år udgav det anmelderroste album Raise The Roof. Gennemsnitsalderen på publikum denne aften viste at der ikke var tale om to upcoming kunstnere, men to legender. Kort sagt: Det meste af Festivallens gæster på 45+ lod til at have vandret mod Arena.
Med sig havde Plant og Krauss et band på fem mand, der tydeligvis havde deres rødder bundsolidt placeret i den amerikanske country-blues jord.
Mest kommet for den ene giraf
I starten af koncerten dominerede Plant, der virkede begejstret for igen at besøge Roskilde Festival. Det var forfriskende at opleve en aldrende musiker, der ikke forsøgte at lyde som han gjorde en gang. Snakken foran Arena før koncertstart gjorde det da også tydeligt at det var Led Zeppelin forsangeren, der var aftens store trækplaster. Krauss fremstod lidt som en meget dygtig og fremhævet korsanger. Det skulle dog ændre sig.
Krauss’ tid til at shine
På Price Of Love tog Alison Krauss, eller som Plant kaldte hende “my old friend”, over som den primære vokal. Der var ingen tvivl om hvor hun kommer fra rent musikalsk – Det emmede af Nashville og en stor varm vokal. Indtil da havde settet været præget af numre fra det nyeste album, der rummer covers af flere legendariske amerikanske kunstnere. Men på aftenens 5. nummer blev det første Led Zeppelin cover, Rock n’ Roll, sneget ind til stor begejstring blandt publikum.
Så var det ellers tid til at Alison Krauss fandt violinen frem til Please Read the Letter og den tryllebandt egentlig publikum igennem store dele af resten af koncerten. Flere af sangene denne aften var ikke ligefrem korte og med indlagte guitar- og violinsoloer, trak det ind imellem lidt i langdrag.
Hyldest til americana
Aftenens set var én stor hyldest til americana genren, og vi kom forbi covers af både The Everlee Brothers og Allen Toussaint. Navne som måske ikke er kendt blandt menigmand, men som er blandt grundpillerne i den amerikanske musikkultur.
Der var ingen tvivl om at bandet spillede mega fedt og at Plant hyggede sig på scenen, det var hans vuggende hofter i hvert fald tegn på. Alison Krauss virkede dog noget mere tilbageholdende igennem store dele af koncerten. Men kvindens talent kan der ikke sættes en finger på. Og det virkede helt genialt, når hun tog over på de høje toner, som Plant måske ikke længere helt kan ramme.
Sluttede stærkt
Aftenen kulminerede med den noget anderledes version af Led Zeppelins When The Levy Breaks, hvor vokalen i det ikoniske “Ah, ah, ah, ah” var erstattet af Krauss på Violin. Som afslutning fik vi hittet Can’t Let Go fra duoens seneste plade, der var alvor fik gang i hofterne blandt publikum.
Godt men manglede lige det sidste
Alt i alt en fremragende aften i selskab med to legender, et mega fedt band, men hvor der lige manglede de der ekstra magiske touch for at nå helt i mål. Om det også blot er fordi skribenten her var omringet at det ældre segment det, selvom de virkede begejstrede, ikke ligefrem bevægede sig meget og ikke tilføjede det sidste element for en komplet koncert oplevelse, hvor publikum og musikere er 100% in sync, kan sagtens være.
