I sneglefart slentrede den 77-årige sanger og resten af hans følgesvend ind på scenen, og som en snegl var Eric Clapton gemt inde i sin skal under det meste af koncerten tirsdag aften i Royal Arena.
Man skulle tro, at en garvede herre som Eric Clapton ved hvordan, man giver publikum en oplevelse. Det troede jeg også, men efter halvanden time i den guitarspillende legendes varetægt blev jeg slemt skuffet.
Koncerten startede med nummeret “Pretending”, som blev båret af guitarsoloe efter solo. Her virkede Clapton selv en smule diffus, men alligevel som en mand i nogenlunde kontrol.
Bedre blev det under “I’m Your Hoochie Coochie Man”, hvor hans stemme nærmest kom i det forførende element, men bedst blev det under “I Shot the Sheriff”, hvor stemningen fra scenen første gang føltes levende.
De flotte soloer høstede store bifald fra publikum, men når man har betalt op til 1.300 kroner for en koncertbillet er det en gåde, at man vælger at klappe midt under en sang – endda ikke i takt. Det virkede som et desperat forsøg på at få opmærksom fra legenden.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
En kæmpe skandale
Efter fem sange blev de elektriske instrumenter skubbet til side, og frem kom de akustiske af slagsen. Nu lignede scenen noget, som er taget ud fra et meget lille øvelokale. Her viste Eric ‘Slowhand’ Clapton, at selv en ældre herre på 77 år, kan endnu.
I en medley-lignende kavalkade blev “Driftin’ Blues”, “Nobody Knows You When You’re Down and Out”, megahittet “Layla” og “Tears in Heaven” spillet. Som en helt skrøbelig mand sad Clapton med sin guitar og forkælede hele arenaen sang efter sang. Her forstod man blandt andet, at han har modtaget en del hæder.
Eric Clapton har modtaget 17 grammy awards, hvoraf seks af de priser blev givet til uddelingen i 1993, hvor Clapton vandt i kategorierne ‘Album of the Year’, ‘Best Rock Song’ og ‘Best Male Rock Vocal Performance’. Clapton er også blevet optaget i Rock and Roll Hall of Fame tre gange: første gang i 1992 som medlem af gruppen Yardbirds, anden gang i 1993 som medlem af gruppen Cream og igen i 2000 for sin solokarriere.
Den akustiske del af Eric Claptons koncert var med store længder den bedste, og den del som mindede om den Eric Clapton, som man kender ham bedst. At koncerten var delt op med KUN fire akustiske numre, er en kæmpe skandale. Det var her, at han lød bedst, og det var først her, at koncerten for alvor føles levende.
Man skulle næsten tro, at der er en grund til, at han er det amerikanske magasin The Rolling Stones liste over de hundrede bedste guitarister. Han er rangeret som nummer to, kun overgået af Jimi Hendrix.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Var det virkelig det, Eric Clapton?
Eric Clapton spiller i forbindelse med sin tourné to næsten udsolgte koncerter i Royal Arena tirsdag og onsdag inden turen fredag den 17. juni går til Finland. Efterfølgende skulle han have optrådt tre gange i Rusland, men af åbenlyse grunde, er de koncerter blevet aflyst.
Den store fest i Royal Arena med guitarguden blev også aflyst. Den var der hvert fald ikke tirsdag aften. Under hele koncerten var det eneste, som Clapton sagde ”Thank you!”. Clapton har, i den tid jeg har læst og hørt om ham, altså fremstået som en meget tilbageholdt person, men når man drager ud på landevejen, og har et bagkatalog bestående af over 20 albums, så ville en historie eller to ikke skade.
Da koncerten vendte tilbage til de elektroniske instrumenter, kom der for alvor liv i arenaen. Med ”Badge” lød det som om, at bandet spillede mere levende og højere end før. Det var mere pulserende, og Eric Clapton virkede for første gang frisk og oplagt. ”Cross Road Blues” var fængende, og her skinnede Claptons vokal rigtig igennem når han sang sætningen “Down to the cross roads” løs hans stemme rå og velplejet.
Da koncerten sluttede med numrene ”Cocaine” og ”High Time We Went”, fik bandet endelig vækket sig selv op, men det lød sjusket. Det var næsten som om, at de gerne ville være hurtigt færdig. Clapton selv virkede fuldstændig ligeglad, og ved koncertens sidste sang, gad han ikke engang at synge med.
Det kan godt være, at Eric Clapton er en guitarlegende, men jeg sidder tilbage med en tom følelse indeni. Det var fedt endelig at se ham i levende live, men var det virkelig det? Halvanden time med et kedeligt band og alt for lidt af det gode?
Desværre, ja.
Du kan se flere billeder fra koncerten HER!
