Når man fortalte sine bekendte, at man fredag aften skulle til Simple Minds koncert i Herning, så var det første spørgsmål ofte ”Hvor fanden er Herning?”. Man efter at have overværet fredagens koncert så skulle man spørge ”Hvor fanden er Simple Minds?”.
For fredag aften i Hernings Kongrescenter var Simple Minds svære at få øje på. Med 23 sange og en koncertlængde på omkring to timer så skulle man netop tro, at det var nemt at få et glimt af et band, som er draget på tourné for at fejre deres 40-års jubilæum. Det lød hvert fald ikke sådan.
Lyden var Simple Minds værste fjende under fredagens koncert, og blandt andet under ”Book Of Brilliant Things”, ”Big Sleep” og ”The Walls Came Down” var Jim Kerrs vokal nærmest ikke eksisterende. Instrumenterne overdøvede vokalen så voldsomt, at selv Parken i København kunne have leveret bedre lyd.
Dog var der under koncertens første akt et kæmpe lysglimt. 1989-Sangen, ”Belfast Child”, som er inspireret efter en bombe eksploderede under en mindehøjtidelig for Våbenstilstandsdagen i Enniskillen i 1987, hvor 11 personer døde. Sangen er et mesterværk, og fredag aften var sangen et af koncertens få højdepunkter. Jim Kerrs vokal var klar og tydelig, og samtidig virkede bandet som nogle, som havde lyst til at være på scenen. Lige hér bevidste bandet hvorfor, at de har solgt over 60 millioner plader på verdensplan.
For langt og for mudret
Efter en kort pause på omkring 20 minutter kom bandet tilbage på den lille scene, og til tonerne af ”Theme For Great Cities” kom det fadølsdrikkende publikum tilbage fra pausen. Sangen var, og er stadigvæk en kæmpe magtdemonstration af, hvad Simple Minds kan og er. Lyden var fantastisk, og sangen gik fuldstændig klart igennem.
Det samme gjorde ”Waterfront” fra 1984-albummet Sparkle in the Rain. Jim Kerrs vokal var her betydeligt bedre end mange andre sange under koncerten, og både bandet og publikum åd det hele råt.
Til Simple Minds koncerten var der en følelse af at være til halbal. Scenen var alt for lille, og de stod som sild i en tønde. Det fadølsdrikkende publikum havde travlt med at sende live på Facebook for at bevise overfor deres omgangskreds, at de også kommer udenfor en dør og ved hvordan teknologi fungerer. Put den telefon tilbage i lommen, makker!
Koncertens anden akt var betydelig bedre end første akt og med sange som ”Once Upon A Time”, ”Someone Womewhere (In Summertime) og ”All The Things She Said” kunne det ikke gå galt. Men det gjorde det.
Ved megahittet ”Don’t You (Forget About Me) faldt det hele på gulvet. Sangen er et mesterværk, og dem skal man helst ikke røre for meget ved. Til fredagens koncert blev sangen spillet i en hurtigere udgave og nogle af de elementer af sangen, som er så gode udeblev. I mellemstykket, hvor vokalen forsvinder, og der bare er en rolig lyd blev mudret og ødelagt af en irriterende rungende og mudret vokal. Hvad der skulle være et af aftenens højdepunkter blev en aftenens værste skuffelser.
Farvel og tak
Man ved, at lyden i et spillested er dårlig, når lyden er bedre i foyeren. Det var tilfældet ved Simple Minds koncerten. Efter at have bevæget mig frem og tilbage for at finde det bedste sted at stå, besluttede jeg mig for at stå tæt på døren. Den løsning var der hundredvis af andre, som også brugte. I foyeren sad der nemlig mennesker, som ikke kunne holde til den rungende lyd, som Simple Minds kom med.
Efter ”New Gold Dream (81/82/83/84)” forsvandt bandet i et kort øjeblik, for at komme tilbage med tre sange mere. ”We don’t wanna go home” råbte Jim Kerr. Man ville ønske, at de gjorde.
Aftenens tre sidste sange ”Speed Your Love To Me”, ”Alive And Kicking” og “Sanctify Yourself” var blandt de tre bedste under aftenens koncert. Det lød som det Simple Minds, som man kender og holder så ufatteligt meget af.
Man må blot konstatere, at en koncert på 23 sange og en varighed på omkring to timer er for mange, når man er Simple Minds. Over halvdelen af koncerten lød dårlig, og flere gange tænkte jeg, at jeg skulle bestille tid til en ørelæge.
”Herning, we will be back” sagde han. Så lad det forhåbentligt blive et andet sted.
