Går Brett Anderson i Prada?
God stemning, dårlig lyd.
Der er i aften 3000 publikummer til “Coming Up” jubilæumskoncerten med Suede, der skulle have været afholdt d. 26. oktober 2020.
Albummet “Coming Up” udkom i september 1996 og tog verden og POPLISH`s udsendte med storm.
Der er den der særlige forventning, den buzz, der vibrerer, uanset om du er til Shakespeare, soul eller stand – up og jeg bemærker at publikum hovedsaglig består af folk, der ligesom jeg selv er med på “det nye sort”: 50+ vitaminpiller – og det bliver da også temaet for i aften
Efter koncerten i Kongressen i Herning i søndags den 8. maj skrev anmelder i Herning folkeblad, at Brett Anderson ikke kunne ramme de høje facetter og lod det betalende publikum gøre arbejdet for sig. Dette gentog sig i Falkoner Salen, hvor det, der bedst høres gennem mikrofon fra scenen var: Sing it!
Vi er fire numre inde i koncerten, før vi på “By the Sea” endelig kan høre, hvad Brett synger.
Lyden er dårlig, lyden er virkelig dårlig. Jeg går frem, jeg går tilbage, jeg går fra side til side, men ak, Falkoner Salen skal måske holde sig til Shakespeare, soul eller stand-up.
Suede gør en hæderlig indsats, men på det oplagte nummer “She” kan publikum, der står og filmer på mobiltelefoner, ikke klappe i takt, men så sker der noget … vi begynder at klappe, vi begynder at hoppe, vi begynder at danse, for “here they come, the beautiful ones” – og så alligevel, vi når ikke festival stemning. Og et par publikumer, der går ud for at ryge og stå i øl-kø, bemærker at. de er skuffede over, at det gik for stærkt. Nogle er begejstrede over, at det lyder præcis som på pladen.
Publikum siver ud i baren, ud at ryge og der er mere opmærksomhed på hvad, der foregår i fodboldkampen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland, end, hvad der foregår på scenen.
Jeg spørger publikum, der befinder sig i foyer og undenfor for at ryge, hvorfor de ikke er inde i salen til koncerten, som de har betalt for, men det er hårdt at stå op, der er dårlig ryg og dårligt knæ, og nogle skulle alligevel tisse, men alle leder min opmærksomhed mod Brett Anderson, der i en alder af 54 er så adræt, at han kan hoppe fra scenen op på en højttaler. Alle er enige om, at der er en enorm energi og nostalgi – og bandet vil det og publikum vil det, men lyden vil det ikke, så det lykkes ikke.
Efter “Saturday night” , som er sidste sang på Coming Up er det officielle program forbi.
Første sæt var “sæt penge ind på vor pensionsopsparing” hurtigt overstået, men hele orkesteret i Suede, Mat Osman på bas, Simon Gilbert på trommer, Richard Oakes på guitar, Neil Codling på keyboard formår i balladerne, hvor vi kan høre instrumenter og vokal i andet sæt at få den festivalstemning, frem som vi ikke fik i 1. sæt. Op tempo numrene fungerer ikke. Trods Suedes indsats og publikums indsats fungerer det stadig ikke.
Og alle, der står i kø i merchandise boden i stedet for at være til stede i salen, vil ikke være illoyale.
Nej, alle, jeg spørger synes, koncerten er super, superfed energi, men alle indrømmer: Vi er jo på alder med med orkesteret, så det er hårdt at stå op så længe og blandt publikum er en begejstring over de midalderende på scenen kan holde tempoet oppe. For da vi, der var til koncert med Brett, der er adræt i aften, ville vi ikke indrømme det: da vi endelig hoppede og dansedede og sang, var det til mere end til dårlig lydkvalitet, det var lyden af vores ungdom i 1996, før Netflix, Non-binæritet og Nem-Id.
Så stemningen er en begejstring over, hvad Suede og i særdeleshed Brett i en alder af 54 år kan, og ikke mangel på begejstring over, hvad de ikke kan.
Suede, har udgivet otte albums, musikerne er habile håndværkere og det hele foregår professionelt og rutineret og i en rus af genkendelses glæde.
Herning folkeblad gav Suede fire stjerner for koncerten på heden, POPLISH finder tre stjerner frem, én for den energi og nostalgi, Suede formår at komme udover scenekanten, én for publikums overbærenhed og én for svenske Moto Boy, der som opvarmning til hovedshowet leverer charme, musikalitet og kvalitet.
