Hvis man troede, at en billet til James Blake koncerten fredag aften i K.B Hallen var garanti for en hyggelig aftenstund med vennerne, så blev man slemt overrasket.
En rutsjebanetur af en koncert viste både de gode, men også de dårlige sider af James Blake, hvor der blandt andet under de første 45 minutter blev spillet, hvad der mindede om fuldstændig tilfældige numre uden former for struktur eller strategi.
Koncerten startede med sangene ”Famous Last Words”, ”Life Is Not The Same” og “Before”. Den ene sang næsten værre end den anden. Fremført fantasiløst og uden nogle former for karakter, formående koncertens første kvarter at suge energi og livsglæde ud fra publikum. Scenografimæssigt var der dog enkelte lyspunkter ved koncertens anden sang, hvor strobelys og skiftende farver mindede os om, hvad er det, som James Blake laver.
Med klaverakkorder, klikkende trommeprogrammering og en nærmest hysterisk rungen i K.B. Hallen fremførte han megahittet ”Limit To Your Love” ganske fortrinligt. Jeg er vild med sange, som er så ekstreme i deres lyd, at selv de bedste højtalere har svært ved at følge med, og højtalerne i K.B Hallen var lige på grænsen til at give op.
Normalvis rummer James Blake en stor del mystik. Se bare på debutalbummets forside. Når den 34-årige sanger, fra sit hævede plateau i scenens højre side, sidder i halvanden time iført neongrønne løse bukser og en sort trøje, bliver den mystiske illusion ødelagt.
Hypnotiserende og fabelagtigt
Under ”Both Sides Of A Smile”, ”Voyeur” og den nye sang ”I Want You To Know” var det som, at alting gik op i en højere enhed. Her brillerede både lyden, lysshowet og vokalen fra start til slut. Efter koncertens onerøse start var de tre numre dét, som man havde brug for. Den nye sang blev ligeledes efterfuldt af et syv minutters langt mellemstykke, som mindede om en rave på en vild natklub.
Koncertens publikumsfavorit var megahittet ”Retrograde” fra 2013-albummet Overgrown. Sangen startede overraskende stille ud, men da han kom til ordene ”Suddently I’m Hit”, blev hele hallen ramt af en bølge. En bølge som understreger den triste, men gode musikalske verden, som James Blake befinder sig i. Den verden fortsatte i den endnu mere triste ”Friends That Break Your Heart”, men her kunne han igen prale af en magtdemonstration, hvor vokalen sad lige i skabet.
Den energi, som James Blake havde opbygget igennem koncertens sidste 30 minutter, forsvandt da ”Never Dreamed You’d Leave In Summer” og ”A Case Of You” begyndte. Vokalmæssigt var det to flotte præstationer, men de virkede utrolig malplaceret. Man kunne for eksempel have fremført noget af ”I Need A Forest Fire”, som også er i den stille kategori, men har en hurtigere rytme over sig
Ny udgave af sig selv
Det er ingen hemmelighed, at James Blake er en vanvittig dygtig artist. Med et utal af covernumre bag sig har han anbragt sig selv som en af de bedste, og ved koncerten sidste sang ”Godspeed” viste han hvorfor. Sangen er oprindelig lavet af Frank Ocean, men han formår, at gøre sangen helt sin egen. Det er der ikke mange, der kan.
Koncerten med James Blake lød som om, at den var fuldstændig tilfældigt sat sammen. Den knusende sørgmodige lyd, som førhen har defineret James Blake, er efterhånden væk og erstattet af lyden af accept.
Han lød næsten som en ny udgave af sig selv.
