Den estiske superkunstner Tommy Cash spillede sin tre måneder lange turnés næstsidste gig, da han lagde vejen forbi Store Vega søndag aften for et overraskende småt publikum.
Køen foran Vega var lang, da vi nærmede os den kendte adresse på Enghavevej. Skulle 1. maj-salen fyldes til bristepunktet med unge, musikglade mennesker på kampdagens sidste vers? Nej, køen var til Lille Vega, hvor koncerten desværre var blevet aflyst. Ved siden af ved Store Vega var der ingen kø, blot et par unge mennesker, som lige skulle drikke deres flaskeøl ud og ryge færdig, inden de skulle med ind i det obskurt bekendte men alligevel forvirrende lydunivers, som Tommy Cash har skabt gennem sin snart ti år lange karriere.
Cash kalder sig estisk af fødsel, sovjetisk i hjertet og skandinav på CV’et. En vældig fin måde at beskrive den 30-årige på for de uindviede. Cashs karriere tog for alvor fart med 2014-albummet Euroz Dollaz Yeniz, og siden har han samarbejdet med kæmpe kunstnere såsom Charli XCX. Alligevel var det begrænset med mennesker i Store Vega denne aften, thi der var kommet tæppe op bag pulten for at lukke det bagerste af salen af, ligesom balkonen var lukket af. Til gengæld var der ingen tvivl om, at de, der havde valgt Cash til, de ville virkelig gerne være der.
Efter en underlig opvarming i form af Roskilde-aktuelle, danske Afskum, som prøvede at passe ind i samme underlige verden som det estiske hovednavn, så var det danske kunstnere som Jung og Sivas, man fik referencer til, mens rapperen Prince Askar sang om det smertefulde forhold til “mine brødre”. På en mærkværdig måde havde han samtidig stemmeføring som Peter Sommer. En performance, der manglede det sidste finesse og afpudsning, men hjertet var der.
Tommy Cash himself gik på klokken 21.00 sharp og spillede en time sharp. Dybt professionel, med ansigtet i rette folder, og med en imponerende kontrol over sin krop kom Cash på scenen og krævede alles opmærksomhed alene ved sin tilstedeværelse fra første øjeblik. Til de intense toner fra X-RAY stillede Tommy sig på scenekanten og rappede, som han har gjort det til perfektion, siden hans verdensturné startede i januar i USA. Skarp og i kontrol var i den grad de bedste to beskrivelser af første halvdel af koncerten med ekstrem crowdcontrol og en fornemmelse af rummet.
Efter tredje nummer, Zuccenberg, lavet i samarbejde med $uicideBoy$ og Diplo, var det som om, at skuldrene sænkede sig. Måske var det rapperens frygt for det nyere repertoire, om publikum ville tage imod det, eller også kunne det være bekymringen over de manglende solgte billetter. Men Cash blev mere og mere afslappet, dog stadig med sin skarpe tunge, rimene på plads, og en altoverskyggende måde at se og mærke publikum på, der kun blev hjulpet af, at der nok var færre til stede i Store Vega, end der ville have været i Lille Vega.
Mens mange af Cashs numre er peak moderne rap i lyd og udtryk, med dumme tekster og banging beats, så fornægter rapperens opvækst i et nyt Europa op gennem 90’erne og start-00’erne sig ikke. Alle muligheder for at inkludere lyden af Eurodance eller industriel undergrundshardcore blev taget, og i flere af Cashs numre er der små samples fra de store hits, vi allesammen hørte i radioen dengang. At lave et slavisk technoremix af irske Enyas Only Time er et powermove uden lige og et ultimativt kærlighedsbrev til den musikkultur, vi deler med hinanden i Europa post sovjet, som amerikanerne aldrig helt vil forstå. Flere gange kunne man lukke øjnene og drømme sig væk til en forladt lagerhal i Tallinn anno 1995, mens den buldrende bas vibrerer gennem gulvet i både fødder og hjerte.
Kærlighedserklæringen til det musik, der mange gange er blevet skubbet ud som dårlig smag, både Eurodance, techno og moderne hiphop, blev taget fantastisk imod af det dedikerede publikum, som hoppede, sang med, dansede og moshede med Cash som den mest elegante og mest obskure dirigent. Når han siger mosh, så tager Vega det alvorligt. Dedikationen blev også anerkendt af Tommy selv, som kaldte publikum for det mest rowdy af slagsen, han havde oplevet i Skandinavien.
Efter at have liret de store hits så som Racked, Pussy Money Weed og Winaloto af, lukkede Cash af med den ultimative omgang moshkaos med dundrende bas i form af ProRapSuperstar fra debutskiven. Cashs stemme blev mere og mere growlende, som intensiteten skred frem, og til sidst gik der næsten helt Bring Me The Horizon i den med screamo over techno. Et stort, oprigtigt tak blev givet fra scenen, og i samme fart, som Cash dukkede op og gjorde sin ting, pist var han væk. Publikum blev efterladt med Freestyler af Bomfunk MCs på anlægget og lidt for skarpt hvidt lys efter en time i de grønne laseres skær.
Tommy Cash er et multitalent med mange facetter, og det største powermove af alle er hans tilstedeværelse under hans performance. En solid og intens aften i Vega kvitteres herfra med næsten fuldt hus. Det var så tæt på perfekt som muligt, men med mulighed for udvikling, for Cashs karriere stikker med garanti kun mere af herfra.
