Hvis du slår Hans Zimmer op i ordbogen, får du ingen forklaring. Men der burde stå musikalsk geni.
For når man hører hans musik, glemmer man tid og sted. Man glemmer at trække vejret. Man glemmer at blinke. Man bliver mundlam. Man bliver blæst bagover. Man føler sig uovervindelig. Man føler sig lille.
Igennem sammenlagt 180 minutter styrede han, med sit episke bagkatalog, Royal Arena gennemen karavane af musikalske klenodier fra start til slut, hvor man blev blæstfuldstændig bagover.
Med ”House Astreides” fra Dune, ”Mombase” fra Inception og ”Open Road” fra Wonder Woman fik det cirka 40 personers store orkester og Hans Zimmer sat to tykke streger under, at filmmusik ikke kun skal opleves i film – men også i virkeligheden.
Særligt under Pirates of the Carribean sangene var det som at Kaptajn Jack Sparrow var på scene, men klædt ud som Hans Zimmer. Både ”Davy Jones”, “Up Is Down” og kendingsmelodien “He’s a Pirate” blev fremført elegant og krystalklart, så gåsehuden ikke ville forsvinde igen. Her var cello-spillende Tina Guo fantastisk.
Det var som om, at filmen udspillede sig på scenen, og at skuespillet blev irrelevant.
Mudret og utydelig
Der er ingen tvivl om, at Hans Zimmers bagkatalog er enormt og forskelligt. Med både animations- og superheltefilm, episke dramaer og psykologiske thrillere er listen meget lang. Derfor var det også fantastisk at opleve både triste, hurtige, og melodramatiske sange.
Siden Hans Zimmer har taget så mange forskellige musikere og instrumenter med, så var det svært at differencerne mellem de enkelte instrumenter. Det betød, at der var enkelte steder under koncerten, hvor lyden var mudret og utydelig. The Dark Knights ”Why So Serious?” mistede glansen og den rå metaldybde udeblev. Det samme gjorde sig gældende for ”X MDP” fra X-Men: Dark Phoenix, som i filmen er fænomenal, men på scenen i Royal Arena tog luften ud af ballonen.
Energien kom tilbage med sangen ”Paul’s Dream” fra Oscar-vindene Dune tilbage, og fik hjertet til at galopere og drømme sig væk til en helt anden dimension, hvor de ondsindede kræfter i sangen kæmper om adgangen til menneskehedens fulde potentiale.
Den adgang åbnede sig da ”Murph”, ”Coward” og ”Stay” fra Interstellar tog hele Royal Arena med sig igennem en rejse. En rejse igennem et ormehul. Her var Pedro Eustache, som spiller på træblæser instrumenter fantastisk. Det er dog mig en gåde, hvorfor man ikke i vælger at spille ”Cornfield Chase” fra samme film. Sangen er filmens højdepunkt.
Vi hylder livet
Noget af det som musikken kan er at samle os. Samle os når alt er dårligt, og samle os når alt er godt. Musik er universelt, og når hovedpersonen fortæller, at vi i aften hylder livet, så mener han det. Med sangene ”Circle Of Life”, ”He Lives In You”, “Stampede” og “Remember” fra mega-filmhittet Løvernes Konge kom den gode stemning frem, men sangene var mudret. Det livsbekræftende budskab kom dog ud, selvom det ikke lød godt.
Hvis man skulle tro, at Daniels Craigs farvel til James Bond rollen betød, at man ikke hørte noget fra filmen igen var svaret til aftenens koncert nej. Med den velkendte titelmelodi i ”Gun Barrel”, den hurtige, kække rytme i ”Cuba Chase” og ”Back to MI6” var de ikoniske Agent 007 cirkler også at se på bagskærmen.
Da aftens sidste nummer ”Time” fra Inception gik i gang, lukkede jeg mine øjne. Ikke fordi jeg ikke ville se, hvad der foregik på scenen, men fordi jeg begyndte at græde af glæde. Den rolige opbygning, der gjorde, at man tænker over sit liv efterfulgt af et stykke musik, hvor alt luften blev taget ud af en. Hvor alt det man kæmper med, for en stund, blev ligegyldigt. Man var fri. Klaveret, der langsomt, men nænsomt, leverede klokkeklare toner satte ens liv i perspektiv.
Koncerten med Hans Zimmer er en utraditionel koncert at anmelde. Jeg spiller ikke et instrument, og under alle omstændigheder ville jeg aldrig kunne spille det lige så godt, som nogle af de personer, som var på scenen i aftes. Men musik samler os, og det bevidste Hans Zimmer. Han samlede os om dét sprog, vi alle kender.
Musikken.
