Første step på vejen mod normale koncertformater blev på ingen måde grimt. Tvært imod. “De Grimmeste Aftner” er et fint koncept, som burde give blod på tanden for andre festivaler til at finde deres vej til lave koncerter. I aften åbnes ballet med Allan Olsen.
Grimfest har som festival eksisteret siden 2004, og da coronavirusen lukkede alt kulturelt ned i hele Danmark tegnede det sig til en trist sommer på Grimhøjgaard i det vestlige Aarhus. Men Aage Stokholm og hans kreative team af frivillige fik på få dage stillet et nyt koncertformat på benene, som overholder reglerne for afstand mellem de siddende gæster og en fornuftig afvikling. Antallet er max 500 og konceptet er ret enkelt. Pladsen er inddelt i sektioner, og på hver må der sidde 50. Skovarealet er stort og plænen foran scenen er perfekt til zoneopdeling. Alle har et fint vu til musikken – om man kommer for at hyggesnakke længst bagud i skovbaren eller sidde ganske stille og nyde koncerten up front. Aage går selv rundt med tommestokken og måler, hvis gæsterne sidder for tæt.
Og hvordan fungerer det så? Kan man lave koncert med øl mad og fest uden at der danses for meget i lysekronerne? At vi smitter hinanden? Corona er jo ikke forsvundet, men savnet til livemusik og fællesskab er stort, og euforien ville ingen ende tage, da Niklas Runge og hans band varmede gæsterne op. Med sig havde han Cala på kor, og det blev et smukt møde under træerne. Man drømte sig for en stund ud på Kærligheden før Smukfest i bøgeskoven.
Men hvordan foregår det så? Hvert hold af gæster får udleveret et sæt laminerede kort, der kan bruges undervejs i koncerten. Man sidder, hvor man slår sig ned og bibeholder den samme plads i egen “smittekæde” hele aftenen, så der ikke kommer for meget cirkulation. Der skal helst bestilles mad på forhånd sammen med billetten. Men der er gjort plads til en ekstra sulten gæst. Inde i gårdens køkken varmes den bestilte mad op, og når man er sulten rækkes madkortet i vejret, så rykker de handskeklædte frivillige ud med aftenens menu. Er du tørstig vælger du trillebørkortet, så kommer rullebaren løbende med kolde drikke – øl, rosévin, sodavand alkoholfrie øl eller kander med hvide russere. Betalt på mobilepay og alt kan nydes i glas med sirlig hank. Ryddes op skal der også. Og du må gerne selv ramme skraldespandene eller trillebørene, når de kommer rundt.
Når der nu kommer en masse godt i mavsen og øllerne flyder i en god strøm, så skal man også på tønden. Op med lappen og toiletkortet, så følges du på vej. Med afstand og masser af håndsprit. På denne måde kan vi få koncerter med publikum. Hvis vi retter ind og passer på hinanden. Virus kan vi ikke se, men vi kan tage nogle forholdsregler. Det er vi efterhånden blevet vant til i hverdagen. Det skal vi huske at tage med os ud i kulturlivet. Vi skal værne om det vi kan få. Og det er skønt at mærke livestemningen.
På scenen er Allan Olsen ankommet, og folk tuner ind på wendelboe´sk. Den folkekære musiker med den skarpe tunge og humoristiske tilgang til livet er et godt match med dette koncertformat. Der lyttes, der snakkes – for folk har vist savnet hinanden. Og der drikkes lidt øl – for det her skal sgu fejres. Vi er live. Vi er med mennesker og ikke online mere. Det kan lade sig gøre. Og det kræver stram styring. De mange frivillige er venlige og super servicemindede. Og vi er large med, at det kan tage lidt tid før trillebøren når helt ned til os. Men vi sidder dejligt, vi står ikke i kø. Man bliver vartet op fra start til slut. Vi kan bruge energien på at hygge os og synge med på de velkendte strofer.
Allan Olsen er solo. Han har indrettet sig med både stol og stående musik. Der bliver tændt en smøg, og han tilbyder at give en enkelt, hvis man får lyst. Jeg tror også han har savnet landevejen og de mange menneskers kærlighed. For han giver hjerter til folket. Det har jeg ikke set før. Han øser ud af sit kæmpe livskatalog og to timer går hurtigt. Alene på skansen – det gør slet ikke noget, for han kan underholde selv de bagerste i skoven. Publikum spiller bolden tilbage, og der er en løssluppen stemning med afstikkere til Liverpool og lånte noder fra Roger Waters og Gilmore. Vi hører om bilturen med hans mor, og vi nyder at han går ud blandt publikum og står og spiller. Vi tilgiver ham at hans capo hopper af midt i molakkorden, og han redder den med nærværende humor og stoisk ro.
Samfundsdiskussioner om BBC og det slettede afsnit af Fawlty Towers går bestemt ikke hans næse forbi, og han opfordre alle på Grimhøjgaard til at nyde denne aften mens vi kan, for nu er hverdagen og værdidebatten på vej tilbage. Serveret med kærlig sarkasme.
Og hvordan er aftenen så gået? Vi er blevet underholdt efter alle kunstens regler. Vi mangler ikke mad og drikke. Der er plads til toilet og en godnatbajer under træerne og de gamle ølfustager, der lyser vejen frem. Folket bliver hjulpet ud – sektion 1 får først lov at gå. Og derefter nr 2 osv. Det gøres med stil fra scenekanten og aftenens konferencier. Selv om Grimfest er en hyggelig havefest med plads til masser af løssluppen ungdomslir, så har Aage og hans crew taget reglerne fra både politi og sundhedsmyndigheder til sig. Og tiden må vise, om bands med mere ramasjang kan holde på formatet. For hvad sker, der når folket ikke længere vil sidde og lytte på græsset? Kan alle bands passe ind her?
Crewet på Grimhøjgaard har bestemt fundet et koncertformat med plads til livepublikum i et trygt forum. På fredag starter festen forfra, og de har IAMJJ på scenen.
Regnen blev holdt fra døren, og folket kunne gå glade og opstemte hjem. Med afstand. Vi er kommet et stykke på vejen, og det kan andre festivaler og koncert-venues godt skæve til og lære af.
Du se se de mange flotte billeder fra Helle Arensbak i galleriet HER
