Fredag aften optrådte amerikanske The National i Royal Arena. Bandets største indendørskoncert i Danmark nogensinde og en foreløbig kulmination på den popularitet, de har opnået her i Danmark.
The National stammer egentlig fra Ohio, men har en stærk forbindelse til vores lille land. Bandets multiinstrumentalist Aaron Dessner har nemlig en dansk kone og har tilbragt meget tid her til lands, og danskerne har kunnet opleve The National til et væld af koncerter over årene på alt fra Loppen på Christiania til Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene. Fredag aften skulle bandet så optræde i Royal Arena til deres største indendørskoncert i Danmark nogensinde som en foreløbig kulmination på den popularitet, de har opnået her.
Anledningen var udgivelsen af deres ottende studiealbum ”I Am Easy to Find”, udsendt 17. maj i år, som allerede har bragt dem på turné i hjemlandet USA og på festivaler i Europa (dog ikke nogen af de danske) henover sommeren. Først nu udmønter promoveringen sig i en europæisk koncertturné, indledt i Warszawa 25. november. Ikke overraskende var publikum mødt talstærkt op for at opleve det populære band, til hvad man – med klaphatten godt spændt fast – vel kunne kalde en form for hjemmebanekoncert.
Home away from home
Sådan en hjemmebanefordel skal helst veksles til større selvtillid, og det blev den bestemt også fra første færd, især hos forsanger Matt Berninger. Den skæggede og bebrillede frontmand førte an i en mikrofonstativløftende, plastikkruskastende og ikke mindst vinbællende performance, der kun kunne løfte humøret hos både bandfæller og publikum, som han tit og ofte, helt bevidst, kom i fysisk nærkontakt med. Netop nærkontakten var kendetegnende for koncerten og ikke blot på grund af Berningers totale mangel på berøringsangst. Overalt spredte der sig nemlig en kærlig stemning – det var sådan en aften, hvor kærestepar havde hænderne om livet på hinanden, og vennegrupper stod svajende arm i arm.
At frembringe sådan en følelse i publikum var særligt imponerende, fordi det opstod helt uden at lefle. Bevares, det var måske et nemt point at kalde København et ”home away from home”, men med tanke på bandets lange historie med Danmark, så føltes det jo kun naturligt. Bortset fra den slags udtalelser var det først og fremmest musikken, der begejstrede. Men selv dén er på en måde kompromisløs og ikke-leflende i sin natur: Her bliver hverken lagt op til ellevild dans, voldsom headbanging eller rendyrket fællessang, men fordybelse.
Det kan måske lyde småprætentiøst, men det var slet ikke indtrykket, man fik af veloplagte The National, som sagtens selv kunne have stået blandt dem med armene om hinanden nede foran scenen. Samtidigt formåede Matt Berninger noget så unikt som at udvise ægte rockstjerneattitude med masser af besynderlige udskejelser, men uden at virke distanceret.
Musikalsk gennemslagskraft
Og så er de unægteligt en konstellation af fremragende musikere, hvorfor numrene havde gennemslagskraft nærmest med det samme. Tredje sang, ”Don’t Swallow the Cap”, fik godt gang i publikum, inden hittet ”Bloodbuzz Ohio” for alvor satte krogen i folk. På dette tidspunkt af koncerten havde Berninger allerede bevist sig som karismatisk frontmand. Men netop her overlod han til dels scenen til sine kvindelige backup-sangere, der især kunne udfolde sig på sange fra bandets seneste udspil. Det gjorde de såmænd udmærket, men lige her savnede man Berningers markante persona.
Han vendte dog stærkt tilbage med en eminent fremført ”Conversation 16” fulgt op af ”Day I Die”, hvis fremtrædende guitarspil blev modtaget med taktfaste klapsalver. Lige herefter kom selv Berninger ned i gear med smukke ”I Need My Girl”. Det betød dog ikke, at han var løbet tør for påfund. Derfor sang han, som den største selvfølgelighed, det meste af ”Graceless” under en spadseretur blandt publikum, hvor den langt udstrakte mikrofonledning truede med at halshugge halvdelen.
Sættets 19. sang, ”Mr. November”, og dens gentagne løfte om ”I won’t fuck us over” skabte på det nærmeste hoppestemning blandt folk og virkede som et passende punktum for en vellykket koncert. Men efter et velfortjent pusterum indtog bandet igen scenen til fem ekstranumre, hvoraf især ”Fake Empire” og ”Terrible Love” endnu engang beviste bandets suveræne musikalske formåen. Herefter trådte bandet helt tilbage og lod publikum om at synge ”Vanderlyle Crybaby Geeks”, så der minsandten blev plads til rendyrket fællessang alligevel.
Overordnet set mestrede The National den svære balance mellem at fremføre deres nye materiale, som publikum af gode grunde endnu ikke kan udenad, og så at begejstre med mere etablerede sange fra ældre albums. Derfor var det også en fornøjelse at være til stede i Royal Arena og opleve bandet på deres anden hjemmebane, som må have føltes som en lille nationalarena for de dygtige amerikanere.
