Den canadisk-italienske sanger Michael Bublé inviterede lørdag aften en næsten udsolgt Royal Arena ind i sit magiske univers bestående af pladderromantiske sange, et stort velspillende band og en ekstra stor portion charme.
Michael Bublé er 44 år, og er nok det nogle vil definere som svigermors drøm. Og hvis de så Bublé under aftens åbningsnummer, ”Feeling Good”, så ville de falde endnu mere pladask for ham. Her stod han nemlig i ægte crooner stil øverst på trappen i halvcirklen, hvor det store orkester sad, og leverede en charmerende udgave af den legendarisk sang, som orginalt er skrevet af Anthony Newley og Leslie Bricuss.
Med sin bløde og forførende stemme forførte han hele arenaen med et cover af Richard Rodgers og Lorenz Harts ”My Funny Valentine”. Her spillede det 35-personers store band fantastisk og pompøst, og de fik Bublé til at fremstå selvsikker og med en glæde, som sjældent er set. Det store band gjorde, at sangen lød som den bedste udgave af sig selv – også selvom sangen er 82 år gammel.
Udover at være en glimrende sanger og sangskriver så var Bublé lørdag aften også en humoristisk mand. Med vilde gestikulationer og et bredt smil på læben fik han med ”Sway” og ”When You’re Smiling” virkelig sat to tykke streger under, at man sagtens kan have det sjovt, mens man underholder en fyldt arena.
Jul og romantik
En ting som Michael Bublé har gjort i flere år, er at invitere enkeltpersoner til at synge en sang sammen med ham. Dette var selvfølgelig ingen undtagelse til aftenens koncert i Royal Arena, hvor han mødte danske Jeanett, som gerne ville synge julesangen ”Baby It’s Cold Outside”. Selvom Netto og andre dagligvarer butikker kun lige har fået julepynten- og slikket frem, så var det måske en anelse for tidligt. Vi er ikke engang i november endnu.
Efter et spring til december, tog Bublé et spring til romantikken. Med sangene ”When I Fall in Love”, ”Love You Anymore”, ”Forever Now” og ”Home” skiftede bandet form, og gik samtidig ned i tempo. Man skulle desværre også tro, at niveauet gik ned ad. Det lød som om, at bandet spillede hurtigere end Bublé kunne nå at synge. Det resulterede i, at hele romantiksegmentet virkede forhastet og mudret. Æv.
Efter at have gået ned i tempo gik Bublé og syv af bandets medlemmer ud til en mindre platform på gulvet. Her blev de hurtige rytmer fundet frem igen, og med ”Buena Sera”, ”Just a Gigolo”, ”I Ain’t Got Nobody” og ”You Never Can Tell” var det tydeligt at se og høre, at crooneren var tilbage i fuldt flor. Her virkede Bublé i sit es, og når bandet spillede så godt, som de gjorde under sangene her, så gik alt op i en højere enhed.
En bombastisk afslutning
En af de helt store fordele ved at have et stort band med sig, er at de store bombastiske numre kan lyde fuldstændig fantastiske. Og netop fuldstændig fantastisk var coveret af sangen ”Cry Me a River” fra Julie London. Her strålede Michael Bublé, som den ægte crooner han i sandheden er og viste samtidig hele Royal Arena, at han er en enestående performer. Med fire Grammy statuetter og over 30 millioner solgte albums verdenen over, er titlen svært at argumentere imod.
Med den stille ”Where or When” fra legendariske Richard Rodgers og Lorenz Harts og sit eget megahit ”Everything” fik han store dele af publikum til at rejse sig og danse. De fleste blev dog stående med tårer i øjnene og hånd i hånd med deres bedre halvdel under afslutningsnummeret ”Always on My Mind”. Efter det sidste ord blev sunget kunne man ane Bublés læber bevæge sig og mime ordene ”I Love You. Thank you so much”. Det var tydeligt, at han var overrasket over den modtagelse, han fik af det danske publikum.
Koncerten med Michael Bublé var en koncert udover det sædvanlige. Med et utrolig velspillende band og veloplagte sange var koncerten i dens næsten to timers længde noget af det, man vil kunne huske tilbage på som en glimrende koncert. Bublé var i sit es, og med sit gode humør og sin humoristiske sans, så fik dem som havde købt billet virkelig noget for pengene.
