K.B. Hallen skulle danne ramme om Pixies’ første koncert på dansk grund siden 2014. Et talstærkt publikum var mødt op for at høre gruppen fra Boston og deres sange, gamle som nye, med den karakteristiske “loud-quiet-loud”-struktur.
Der er egentligt noget ret poetisk over, at Pixies skulle spille i lige netop K.B. Hallen på årets første oktoberaften. Både band og spillested må siges at være legendariske for musikkendere, men begge er også genopståede efter henholdsvist et internt brud i bandet og en hærgende brand.
Pixies har især legendestatus inden for alternativ rock takket være albummene ”Surfer Rosa” og ”Doolittle” fra 1988 og 1989, hvis musikalske betydning kan måles på deres indflydelse på Kurt Cobain og PJ Harvey (blandt mange andre). Anledningen til koncerten i Danmark var dog udgivelsen af albummet ”Beneath the Eyrie”, udsendt så sent som 13. september i år.
Så mens koncerten med Ariana Grande en 10 kilometer længere mod sydøst måske nok trak både flere overskrifter og publikummer, var det altså et væsentligt mere rutineret band, der skulle indtage scenen på Frederiksberg. I en konstellation af tre af de oprindelige bandmedlemmer og den forholdsvist nyindlemmede bassist, Paz Lenchantin, stod Pixies klar præcist klokken 21.00.
Først kun synlige som mørke silhuetter lagde amerikanerne ud med de galopperende, western-agtige riffs i “Cecilia Ann”, en instrumental coversang, inden forsanger Black Francis fik afgivet sine første skrig under “Dead”. Allerede her fik man hurtigt en fornemmelse af Pixies’ lyd, hvor mange sange er kendetegnet af en markant skiften mellem det rolige og melodiske og det helt støjende.
Den dynamiske åbning blev videreført og tilføjet lidt ekstra variation via Lenchantins kvindelige vokal, inden bandet gik ned i tempo, helt uden støj, med “Catfish Kate” og “This Is My Fate”. Begge er fra det netop udgivne “Beneath the Eyrie” og var desværre eksempler på, hvad der ofte sker med etablerede grupper som Pixies: Den nye musik er bare ikke helt så god som på bandets klassiske albums.
Klassikerne begejstrede
Derfor var det også befriende, at Black Francis igen blev stukket en elektrisk guitar i hånden, så bandet kunne fremføre “Gouge Away” fra “Doolittle”. Nummeret er helt typisk Pixies på den fede måde, en stilren lektion i skiftene mellem det rolige og det støjende. Det blev indledningen til en fremragende del af koncerten på et dusin numre, hvor Pixies bare var Pixies, og alt spillede. I løbet af disse numre fik Francis vist, at han slet ikke er blevet for gammel til at skrige og skråle – men at han bestemt også er en dygtig sangskriver med øre for gode melodier.
De gode melodier trådte især frem i den ganske poppede “Here Comes Your Man”, der blev fulgt af det store hit “Where Is My Mind?”, og som begge vakte publikums store begejstring. Men måske Francis fik sendt en hilsen til de mange, der nærmest kun kender bandet, fordi “Where Is My Mind?” bliver brugt i slutningen af filmen Fight Club. I hvert fald faldt strofen “You are the son of a motherfucker” i den næstfølgende sang, “Nimrod’s Son”. Og det var så det tætteste, publikum kom på kommunikation med bandet, der ikke sagde så meget som ét ord mellem sangene.
Fadølsdøsighed
Men med “Vamos” – tilført lidt showmanship fra guitaristen Joey Santiago – som det sidste af dem, var bandet nået igennem 12-13 stærke numre i rap. Nu fulgte en overraskende svag del af koncerten med stor overvægt af mere stilfærdige numre fra “Beneath the Eyrie”, som fik en vis fadølsdøsighed til at brede sig blandt publikum. Måske det bare var det generelle fald i tempo, der kom bag på folk, men koncerten begyndte at føles langtrukken under disse nye numre, som få kendte til. Her kunne man have ønsket, at sætlisten havde været sammensat på en måde, hvor nye og gamle numre var bedre fordelt.
Det lykkedes dog så småt for amerikanerne at spille sig op igen, sådan at selv helt nye sange som “In the Arms of Mrs. Mark of Cain”, “Silver Bullet” og “On Graveyard Hill” havde fin gennemslagskraft – og det endda uden at være “loud-quiet-loud”. Herefter fulgte igen numre fra gruppens mest kendte albums, inden koncerten blev lukket og slukket med støjudladningerne i “Hey” og “Debaser”.
Dermed overvandt Pixies koncertens svage periode, og med tanke på den særdeles stærke periode lige inden den svage, fik kvartetten vist over næsten to timer, hvorfor de har vundet så høj status inden for alternativ rock, uden dog at brillere for alvor.
