Et ikke-udsolgt Store Vega modtog den Grammy-nominerede sangerinde og sangskriver, Julia Michaels, en kølig onsdag aften. En koncert der bestemt havde sine ”issues”.
Amerikanske Julia Michaels indtog scenen i Store Vega foran et publikum primært bestående af unge piger, og deres medtvungne kærester. Her skulle Julia Michaels dygtige tekstunivers stå sin danske test på hendes Inner Monolouge verdensturné.
“I Know You Can Be Louder”
Julia Michaels åbnede showet med den lumre sang Pink, hvor det tunge instrumentale track og hviske-omkvæd skulle prøve at få gang i salen. Publikum ville det dog anderledes, da folk primært stod stille, mens Michaels selv kæmpede med lyden på scenen. Det var ikke til at høre en lyd af, hvad hun sang.
Folks danseglæde blev ikke større, da Clean Bandits’ samarbejdet, I Miss You, blev spillet som anden sang. Det ellers danseglade track fik højest gang i folks boppende hoveder, mens Michaels, med band, selv stod for den mest kiksede, koreograferede dans på scenen. Bandet dansede rundt med deres instrumenter og beviste, hvorfor de ikke var blevet dansere. Desuden passede dansen slet ikke ind i sangens stemning, og undertegnede kunne blot stå og tænke: Please, lad være med at danse fremover!
Worst In Me fik den klassiske ”put jeres telefoner op”-modtagelse og Heaven, fra Fifty Shades-filmene, fik samle lunkne modtagelse af det stille publikum. En lettere skuffet Julia Michaels måtte derfor konstatere: ”I’ve been here before, Copenhagen. So I know you can be louder than this”. Bønnerne blev hørt! Publikum begyndte at huje, som ikke tidligere før. Lyden blev bedre, og de koreograferede danse forsvandt. Måske aftenen alligevel havde mere i sig.
Fællessang uden tjubang
Flere sange fra hendes Inner Monolouge ep’er fandt vej til setlisten, og folk responderede pludseligt langt bedre på de lyriske tekster om hjerte-smerte, og dansede stille til de poppede synth-beats. Den helt store fællessang fandt dog sted, da Julia Michaels valgte at bevæge sig ned blandt publikum og synge akustisk. Her blev et cover af CeeLo Greens Fuck You fejlfrit fremført, med en glidende overgang til Michales eget nummer, Apple. Her virkede Michaels langt mere nærværende og i øjenhøjde med sit publikum. Hun var nemmere at mærke, og man følte hun ville lukke sit publikum ind.
Tilbage på scenen blev Priest slagkraftigt serveret: ”But I’m not a priest. So fuck your confession!”. Inden det blev tid til nummeret Anxiety, der på Michaels ep synges med veninden Selena Gomez. Her blev det spurgt, hvor mange blandt publikum der led af angst, ligesom Julia Michaels selv. Et stort antal hænder fløj i vejret, hvorpå Michaels måtte konstatere, at det var en sygdom, som var vigtig at snakke mere åbent om. Publikum virkede til at være enige, da sangen bød på stor fællessang – et fint øjeblik i koncerten.
Der var dog ingen angst at spore hos Julia Michaels, der selv virkede til at blive mere selvsikker gennem koncerten. Vokalen blev stærkere, ligesom Michaels’ interaktion. Ekstranumrene var ingen undtagelse. What a Time blev fremført sammen med aftenens supportnavn, Rhys Lewis. En virkelig dygtig vokalist, som det klart er værd at holde øje med. Han formåede næsten at træde i Niall Horans fodspor i den fine duet.
Kedelig setliste
Slutligt skulle vi, selvfølgelig, have debutsinglen Issues. Folk sang endnu engang flittigt med, men den store fest udeblev. Julia Michaels klarede dog fraseringerne yderst godt, og fik bestemt leveret sine sangskrivertalenter ganske glimrende gennem hele koncerten. Store Vega virkede tilfredse.
Amerikanske Julia Michaels performede således efter den vante koncert-drejebog. De store øjeblikke udeblev, og sangerinden havde ingen overraskelser i ærmet, hvorfor et søvnigt Store Vega aldrig kom helt i gear.
