Alice Cooper har været en fast bestanddel af rockmusikken i en menneskealder, og den 71-årige frontmand har da også lagt vejen forbi lille Danmark mere en én gang gennem årene. Sidst undertegnede så den gamle, sortøjede chokrocker var for et par år siden til et ganske nydeligt show på Copenhell, hvor de gamle klassikere blev leveret i sprængfarlige udgaver, og det var ikke med små forventninger, at jeg fik flyttet mig ud til noget, jeg håbede var en forrygende aften med en levende legende.
Nu måtte der gerne komme en forløsning med god musik, lede guitarer og en snerrende, insisterende stemme på scenen. Black Stone Cherry skulle have skuffet bravt, men det var nok ikke noget mod den forfærdelige koncert, de stakkels publikummer i Royal Arena måtte lægge øre til resten af aftenen. ‘Feed My Frankenstein’ åbnede koncerten, og selvom der var styr på det visuelle manglede lydsiden noget så grusomt.
Aftenens frontmand kom ud af porten på sit delvist transportable slot, og så kom der noget mumlen ud af mikrofonen. Det blev bedre i løbet af aftenen, men som helhed må det understreges, at lyden på denne aften var ganske forfærdelig.
Guitarerne hvinede ganske vist, men enten var de for skingre, for lave, for høje, for ude af takt eller bare uden for almindelig, musisk forståelse, så man ikke bare kunne stille sig og nyde musikken, eller skråle med for fuld udblæsning. Faktisk er det meget, meget sjældent at jeg har set et professionelt band spille så dårligt sammen.
Det kunne have været så godt…
… men det var det ikke!
Et kort øjeblik troede jeg at det blot var lydmanden, der skulle finde ud af hvordan Arenaens akustik hang sammen. Dette skete sammen med en hæderlig udgave af ‘Bed of Nails’, der både havde tyngde, aftenens bedste lyd og så virkede det som første gang, hvor bandet havde lyst til at stå på scenen. Desværre skulle det også vise sig at være den eneste gang, hvor man kunne få det indtryk. ‘Poison’ er et klassisk stykke rockhistorie, men der er ikke meget godt ved at høre en række falske andenstemmer prøve at ramme tonen, og de variationer der er blevet lagt oveni, gør at jeg hellere vil smække den på anlægget herhjemme, end jeg vil spilde min tid med at høre den live.
I det hele taget var det bare en rodet affære, hvor dårlig lyd gav dårlig stemning, der så forplantede sig til et publikum, der forblev uengageret i aftenen, og det smittede af på bandet, der ikke havde deres bedste aften.
Der var pænt fyldt op på sætlisten af klassiskere og en enkelt ny fra det seneste album Paranormal, men det var mest af alt en lettelse, at der blev spillet ‘School’s Out’, da det betød at aftenens eftersidning var ovre.
