Den danske musikgruppe Barselona spillede torsdag eftermiddag for et propfyldt Avalontelt på Roskilde Festival. Publikum nød musikken til fulde, og med god grund. Koncerten var nemlig yderst velspillet fra start til slut, men hvor var nærværet henne?
Der har altid været et problem på de danske festivaler omkring middagskoncerterne og det meget lille fremmøde af publikum. Problematikken eksisterer garanteret også på Roskilde Festival, men torsdag eftermiddag klokken 13:00 spillede det danske band Barselona i et propfyldt Avalontelt, hvor flere tusinde mennesker havde fundet vej til et 65-minutters sæt bestående af spoken word lignende sange med melankolske undertoner.
Og med sit lange brune hår gik den ene halvdel af Barselona, Rud Aslak, ind på scenen til tonerne af ”Leger Med Livet” til et stort jubelråb fra publikum. Af et band som har under 80.000 månedlige lyttere på Spotify, så var fremmødet imponerende og energien fra publikum var over al forventning. Desværre skulle man forbi sangene ”Samme Båd”, ”Et År”, ”Pige Og Dreng” og hittet ”Fra Wien Til Rom” før at der kom en smule liv fra bandet selv.
Koncertens første ti sange virkede utrolige monotome, og nærmest uden sjæl. Det var som om, at bandet forinden ikke havde varmet op. Først ved ”Har Været På Vingerne” lød bandet til at have fundet fodfæste og sjælen i deres musik var endelig at finde. Undervejs i koncerten var der nærmest flere spørgende publikum ens fans. De fleste af dem kendte ikke sangtitlerne, og ende med stå og agere sludrechatol i stedet for at lytte til koncerten. Hvorfor er det, at man som kunstner ikke fortæller det lyttende publikum, hvad sangene hedder, inden man spiller dem? Man skulle tro, at hvis man var et upcomming band, som Barselona, at interessen for flere fans er stort. I det 65-minutters sæt fortalte Rasmus Theodor og Rud Aslak kun hvad sangene hed 2 ud af 17 gange. Det er ganske enkelt ikke nok.
I dag vendte de hjem
Med rank ryg og store øjne stod Rud Aslak med mikrofonen i hånden og stirrede stift ud mod publikum. ”I dag vender vi hjem” sagde han. Det kunne man ikke mærke. Igennem 17 utrolige velspillede sange imponerende Barselona med deres lyrik, lyd og sammenspil på scenen. Men nærværet var ingen steder at finde. Ej heller ved koncertens afslutningssange ”Barcelona”, ”Tættere på Hende” og ”Bankende Hjerter” var der noget liv at finde. Sangene var gode, men personerne var kedelige hele vejen igennem.
Koncerten med Barselona havde potenialet til at være rigtig god. Desværre virkede gruppen reseveret, og nærnæret var svært at få øje på.
