Fatoumata Diawara greb Roskilde Festival i sin hule hånd med vanvittig vokal og budskaber om frihed og kærlighed.
Det var et godt fyldt Avalon, der var dukket op for at se Fatoumata Diawara. Sidst sangerinden besøgte Roskilde Festival var i 2015, hvor hun indgik i showet Africa Express ledt af Damon Albarn.
5 eller 6 medlemmer?
Der var ikke gået mange sekunder, før det var klart at der, her var tale om en sangerinde med en yderst imponerende vokal. Med sig havde hun et smilende band bestående af trommer, bas, guitar og keys, foruden hendes egen guitar. Derudover havde hun taget et blindt medlem med under maven. Sidstnævnte gjorde ikke hendes vokal mindre imponerende.
På trods af den åbenlyse sprogbarriere (Der synges på Bambara – sproget for den største etniske gruppe i Mali) er publikum tændt. Diawara gør opmærksom på at Afrika er andet end fattigdom og krig. Det får hun sat en stor fed streg under i løbet af koncerten, der skal ende i hop, dans og klap.
Blandt aftenens numre var Timbuktu Faso, hvor sangerinden overrasker publikum med rå guitarsolo og en rocket slutning på nummeret. Der kommer også et cover af Africa med “The father of afrobeat” Fela Kuti. Ud fra den klapsalve der sendes mod scenen er det er tydeligt, at mange i teltet har helt styr på hvilken legende, der er tale om.
Fantastisk cover og hyldest
Coveret af Nina Simones Sinnerman fik hårene på armene til at rejse sig på den her anmelder. Råheden fra originalen går igen, men samtidig gør Diawara den til sin HELT egen med hendes fuldstændig vilde vokal. Denne stemning understrejes ved at hun smider tørklædet og kaster sig ud i en omgang headbanging.
Nummeret passer perfekt ind i settet der omhandler temaer som frihed, ulighed og en mere åben verden. Emner som publikum i øvrigt er helt med på. Der bliver ihvertfald sendt klapsalver mod scenen hver gang Diawara er afsender.
Fuldendt.
Efterfølgende var det som om der ikke var nogen vej tilbage og Avalon eksploderede i dans og hop. Det blev også til fællesskrål (man kan vel godt være med på Uh la la la) og et publikum, der valgte at alle skulle ned og sidde/op og hoppe. Diawara og band kvitterede på scenen med funky bas, vilde guitarsoloer og oceaner af glæde. Det eneste, der måske kunne have gjort det bedre, var mindre regn og mere sol. Det er dog et kæmpestort måske.
