Der var fuld fart på, da Skunk Anansie fredag eftermiddag på Tinderbox gav publikum en ordentlig omgang hardrocket røvfuld.
Hvis du ikke var vågen, inden Skunk Anansie gik på scenen fredag eftermiddag, så skal jeg love for, at du blev vækket godt og grundigt op. Og hvis du gik og troede, at Skunk Anansie sgu da er noget, der hører 90’erne/start 00’erne til, så kan du godt vende om på hælen og gå. De kan endnu. Snildt. Faktisk virkede det næsten, som ren barnemad, da bandet fra England spillede Rød Scene i gang.
Desværre blev Skunk Anansie mødt af et skrabet publikum, hvilket man kan takke den tidlige spilletid for. Alligevel formåede bandet at levere samme mængde energi, som spillede de for 50.000 mennesker. Forsanger, Deborah Dyer – går under navnet Skin – gav den hele armen, styrtede rundt på scenen, som om hun havde ild i røven. En ren energibombe, der var i tæt kontakt med folket – det smittede af på publikum.
“It’s fucking hot here!” råbte Skin efter både den creepy sorte maske, hun havde på i begyndelsen, og den sølvglitrende jakke var røget af.
Hun er kendt for sin stærke, karakteristiske og måske lidt mærkelige vokal. Jeg må indrømme, at i starten frygtede jeg lidt for, om hun ville kunne holde i halvanden time. Det kunne hun sagtens. Tværtimod blev hun stærkere og bedre jo længere ind i koncerten, vi kom. I min optik strålede Skin især, når hun bevægede sig solidt rundt i midterregisteret. Hvorimod hun nogle gange kunne blive lidt for skinger og usikker i de lyse toner. Samtidig fik resten af bandet lov til at skinne lige så meget, som den karismatiske forsanger.
En politisk fuckfinger
“You need to cool the fuck down for a bit,” råbte Skin, imens hun smilede bredt, inden de spillede hittet ‘Hedonism’. Attituden var sassy og cheeky under hele koncerten, og Skin var bestemt ikke bange for at fyre et bandeord af hist og her – eller hele tiden, to be fair. Det understregede bare mere hele Skunk Anasies hårdtslående brit-punkrockede vibe.
I midten af koncerten begav Skin sig ud i en politisk monolog og gav en stor mundtlig fuckfinger til Brexit, og om hvor ‘disgraceful’ det var. Samt en stærk tale om, at stå op for sig selv og kæmpe imod, før det er for sent. Dertil efterfulgt af sangen ‘God Loves Only You’. Meget smukt.
Senere serverede de en ny single med hardrock og metalvibes, og hold op, der blev sparket røv. Når jeg snakker om bands, der ikke formår at ramme de bagerste rækker, skal de sgu i lære hos Skunk Anansie. Selv rundt på bænkene bagved, hvor folk spiste burgere og drak kølige drinks, ramte musikken: fødder og hoveder vippede derud af.
Skunk Anansie gav alt, hvad de havde, og de gjorde det fremragende – et dejligt ‘friskt’ og anderledes pust i programmet. Jeg synes dog, det var synd, at de skulle spille så tidligt. Et senere tidspunkt havde trukket flere til, og det havde de seje briter sgu fortjent med sådan en flot præstation.
