Lana Del Rey lod publikum vente længere, end hun burde have gjort på Tinderbox. Til gengæld var hun værd at vente på. Med sin forførende og smukke vokal tryllebandt hun publikum med sine melankolske ballader.
Den amerikanske sangerinde lagde skidt ud allerede inden hun var begyndt, og alt tydede på, at stjernenykkerne pulserede på det højeste bag scenen. Lana Del Rey lod nemlig de fremmødte fans vente foran Blå Scene intet mindre end 10 min, alt imens de lækre korpiger valsede frem og tilbage bag scenen uden det mindste spor af den mystiske sangfugl.
Da det endelig passede den dragende diva at tone frem på scenen, som var udsmykket med guld piano, en kæmpe strandstol og palmer, var det til ”Born to Die”, som var at finde på det opsigtvækkende debutalbum af selvsamme titel. Lyden var desværre så lav og ringe, at vi blandt publikum kunne være i tvivl om der rent faktisk kom lyd ud af Lana Del Rey eller om hun blot svævede rundt i sin smukke hvide sommerkjole over scenegulvet.
Langsomme Lana Del Rey
Selvom lydmændene aldrig fik skruet helt op for volumen, blev lyden bedre undervejs, og Lana Del Reys smukke og fortryllende vokal var spot on. På storskærmen kørte den ene filmstribe efter den anden i grynet vintagestil, som supplerede Lana Del Reys melankolske fortællinger.
Lana Del Reys musik foregår konsekvent i et tempo, som på ingen måde indbyder til fest, og hvis man ikke er indikeret Lana Del Rey fan, var man i højrisikozonen for at kede sig. Særligt fordi uptempo-numre er en mangelvare. Men når det er sagt, formåede hun alligevel at fortrylle publikum, og når storskærmen viste folkemængde, var der ofte våde øjne at spore på de forreste rækker.
Under ”Blue Jeans” gik hun ned blandt publikum og stillede ydmygt op til selfies. Særligt interessant var det at se publikums reaktion på denne gestus. Hvor den normale reaktion havde bestået af skrig og skrål, agerede publikum respektfuldt og deres øjne fulgte Lana Del Reys rute med en snert af ærefrygt.
Forbandet forførerisk
Der er en helt særlig aura omkring Lana Del Rey, hun fremstår på én og samme tid som mystisk og næsten overjordisk med hendes flydende bevægelser og udefinerbare mimik. På mange måder virker hun ekstremt introvert, og flere gange under aftens show lod hun også de labre korpiger indtage positionen forrest på scenen, mens hun selv trak sig helt tilbage, og leverede den ene dybtfølte ballade efter den anden. Korpigerne var dog i mine øjne malplaceret og en akavet affære. Deres åbenlyse og overspillede sexede ageren på scenen, faldt helt til jorden, og blev en alt for skarp kontrast til Lana Del Reys underspillede forføriske fremtoning.
Den dedikerede Lana Del Rey fan ved, at sangerindens sjette album er på vej. I januar måned offentliggjorde en pressemeddelelse, at albummet, som bærer titlen “Norman Fucking Rockwell”, vil lande i midten af 2019. Rygtet forlyder endda, at der er tale om august måned, hvorvidt det holder stik, må fremtiden vise. Jack Antonoff, som er producer, står bag store hits for blandt andre Taylor Swift og Lorde, hvilket kunne tyde på, at der er endnu en portion veldrejede melodier på vej fra den 33-årige sangfugl. Publikum fik også en forsmag på herlighederne, da Lana Del Rey spillede ”Marinas Apartment Complex”.
Afslutningsvis kom de større hits som perler på en snor ”Summertime Sadness”, ”Video Games” og ”National Anthem”, som bekendt havde Tinderbox aktuelle ASAP Rocky med i musikvideoen.
Det næsten ti minutter lange nummer ”Venice Beach” fra den kommende plade, blev afslutningen på en ganske forførende aften. Bandet skurede op for intensiteten, røgmaskinen kørte på det højeste og konfettikanonen gik. Hovedpersonen selv tog sig endnu engang sig tid til at valse rundt nede hos publikum, hvor hun fik taget et hav af selfies med de entusiastiske fans, som uden tvivl fik en oplevelse, de aldrig vil glemme.
