Greta Van Fleet tog os med tilbage i tiden og erklærede deres kærlighed til old school rock torsdag aften på Tinderbox.
Rockmusiken er død. Sådan har det lydt i flere år både fra gængse rockfans samt blandt andet veteranerne fra Iron Maiden og Gene Simmons fra KISS. Når folk mener, at der ikke længere findes god autentisk rock’n’roll, som i de gode gamle dage, så er det fordi, de ikke har stiftet bekendskab med Greta Van Fleet.
For Greta Van Fleet beviste torsdag aften på Tinderbox, at rocken stadig lever, og at der er plads til at stable solo på solo og til musikken.
Det var fire smilende og charmerende fyre, der gik på scenen. Generelt tror jeg også, at de fire unge mænd fra Michigan fik smeltet et par kvindehjerter – både unge som ældre, samt fodret de rockhungrende mænd, til de var ved at sprække. Forsanger Josh Kiszka, der efter at have været ramt af sygdom, var i absolut topform, hvilket virkelig kom til udtryk under hittet ‘Highway Tune’. Iført en kropsnær bordeaux rød dragt leverede Josh Kiszka gennem hele koncerten de karakteristiske og gennemtrængende Robert Plant-skrig et efter et.
Man er da heller ikke i tvivl om, hvor drengene har deres inspiration fra. Alt skriger Led Zeppelin. Sammenligningen er uundgåelig. En noget solbrændt mand ved siden af mig, sagde ‘De er sgu da lidt nogle Led Zeppelin wannabees’, og det er jeg uenig i. Ja, de trækker på mange af Led Zeps exceptionelle virkemidler, og i min optik har musikverdenen – især rockgenren – brug for et band, der tør hive fat i de gamle rødder. Greta Van Fleet gør det på deres egen måde – med stil, præcision og en charme, der går lige i hjertet – og tager os tilbage til en tid, hvor kærligheden til musikken var i fokus.
Bandet leverede da også en koncert, der nærmest var som en instrumental solo-buffet, hvor vi både fik masser af guitarblær, hammondorgel-lyde fra Sam Kiszka og under ‘Safari Song’ leverede trommeslager Danny Wagner en solid trommesolo. Dog virkede Jake Kiszka på guitar en smule usikker i starten og havde et par småirriterende fejl, når der ellers skulle brilleres. Det voksede han dog fra lige så stille i løbet af koncerten og endte i en fejlfri og stålsat solo med guitaren på ryggen.
Det her fokus på soloer og de meget lange numre, er noget af en niche. Og det var tydeligt at se, hvem fra publikum, der ville fortsætte på præmissen. Jeg tror, at man virkelig skulle være en Greta-kender for at finde hoved og hale i de forskellige sange, når der blev spillet de mindre kendte numre. Men alt i alt var det en flot og hyggelig koncert, og det er smukt at se, at Greta Van Fleet tør at gribe om de gamle old school rødder.
